Om at flytte til og bo i Thailand:
Flere har spurgt mig om hjælp, da det er svært, at finde noget nemt overskueligt om mulig udflytning, især som pensionist, hvilket sagtens også kan være tidlig selvpensionering. Det jeg omtaler her er tillige lidt mere generelt og kan derfor også have interesse for ikke-pensionister.
Man kan opholde sig permanent i Thailand med pensionist-status, når man er 50 år eller ældre. Ellers er de gængse muligheder familie/ægteskab med en thailænder eller ved arbejdstilladelse.
Flere af emnerne herunder er enten allerede mere uddybende forklaret med kommentarer i andre tråde, eller vil blive det kommende. Brug for eksempel gruppens søgefunktion eller udvalgte tråde til, at finde indhold af relevans for dig.
Forholdene er nævnt, som de er i skrivende stund – juli 2024 – de thailandske myndigheder ændre ofte i deres forordninger.
Lad mig begynde med det væsentligste, nemlig penge og visum
For at få både visum og årlige opholdstilladelser skal du kunne dokumentere, at du er selvforsørgende.
Der er to muligheder for pensionister, enten status som pensionist eller på grund af familie.
Sidstnævnte ؘ– familie, som er ægteskab med en thailænder eller at have barn, der er thailandsk statsborger – behøver man naturligvis ikke at være pensionist for at kvalificere sig til.
Arbejde en tredje mulighed for opholdstilladelse og her kan en udenlandsk ægtefælle også følge med.
Normalt forudsætter indrejse med længevarende ophold et non-immigrant-visum. Der er andre muligheder, der dog kræver mere kapital, højere indkomst, eller højere uddannelse, nemlig de nye LTR-visa (Long Term Resident), de er kort omtalt i en tidligere nyhedstråd.
Desuden kan man købe et Privilege Card for 5-20 år, hvilket også er en mulighed, hvis man er yngre end 50 år og hverken ønske at arbejde i Thailand eller ægteskab med en indfødt. Priserne begynder i skrivende stund fra 600.000 baht for et 5-årigt ophold.
Disse andre muligheder kommer jeg ikke ind på her.
Generelt sagt, så længe du kan vise, at du er selvforsørgende i tilstrækkeligt omfang – og i øvrigt opfylder betingelserne for ophold – kan du få lov at blive i kongeriget.
Ophold som pensionist eller baseret på familie
Pensionist-status er den administrativt nemmeste løsning, men også den dyreste, da depositum eller krav om månedlig indtægt er relativ høj. Det bedste er, at deponere 800.000 thailandske baht, cirka 160.000 kroner, på en 12-måneders aftalekonto, såkaldt "fixed account", i en thailandsk bank og hæve renterne én gang om året, så der altid står 800.000 baht på kontoen.
En anden mulighed er, at kunne dokumentere en månedlig indkomst overført fra udlandet på ikke under 65.000 baht. Bemærk, at det er efter fratræk af dansk skat, så en nettoindkomst i omegnen af 13.000 kroner om måneden, nærmere 14.000 kroner hvis kursen på baht er lav.
Ved familie/ægteskab med en thailænder er krav om bankdepot kun på 400.000 baht, cirka 80.000 kroner, eller en månedsindtægt på mindst 40.000 baht, altså netto fra omkring 8.000 kroner, alt efter dagskurs. Ved ægteskab er der også mulighed for at måtte arbejde i Thailand – men du skal stadig have en arbejdstilladelse – så månedsindtægten kan i så fald være fra indenrigs kilde.
Indrejse kan foretages med et 3-måneders non-immigrant O-visum fra Danmark, O står for "Other". Se i øvrigt det udvalgte opslag øverst i gruppen angående forskellige visa og indrejsemuligheder. Det såkaldte 1-årige "pensionistvisum" / "retirement visa", non-immigrant O-A, bør ikke anvendes til permanent ophold.
Du kan også indrejse uden visum eller på turistvisum og søge om non-immigrant type-O på et lokalt immigrationskontor. Metoden kan være lidt mere kompliceret, end et non-immigrant O-visum fra Danmark og forudsætter altid et bankdepot i Thailand.
Et non-immigrant O-visum giver dig 90 dages ophold fra indrejsedagen.
Cirka to uger før udløb af de 90-dages ophold kan du søge om 1-årig forlængelse af ophold, baseret på at være pensionist, "retirement extension", eller på grund af familie. På det tidspunkt skal depotet på 800.000 baht – henholdsvis 400.000 baht ved familie – være ”modnet” i banken i to måneder. Vælger du i stedet indkomst-metoden – her skal du altid have et non-immigrant O-visum allerede ved indrejse – skal der være to månedlige overførsler fra udlandet på mindst 65.000 baht hver, eller mindst 40.000 baht hver, hvis du søger ophold på grund af familie.
Der er tillige en mulighed med en såkaldt "affidavit" (erklæring) fra den danske ambassade i Bangkok, hvori indtægt bekræftes, uden at behøves være overført til Thailand. Erklæringen skal være om løbende pensionsudbetaling og meddelelse om beløb skal sendes direkte fra Udbetaling Danmark og/eller pensionsinstitut til ambassaden. Ambassaden tager et gebyr for, at udstede erklæringen.
Papirarbejdet hos immigrationskontorer kan variere fra provins til provins, men generelt er det ikke mere besværligt, end du sagtens selv kan klare det. Ellers kan et lokalt advokatkontor, regnskabsfirma eller "visa run"-bureau ofte hjælpe. Nogle steder findes der også visa-agenter, men tjek først, at det kun er papirarbejdet de hjælper med – og ikke fikser en opholdsforlængelse for dig – og at prisen er rimelig.
Vær opmærksom på, at nogle visa-agenter – som primært findes i Chonburi-provinsen (Pattaya og Jomtien) – er ret dyre, da deres løsning kan være et tilbud om, at fikse opholdsforlængelse uden den nødvendige bankgaranti, hvilket principielt er ulovligt.
En gang om året skal du søge om ny 1-årig forlængelse af ophold. Fordelen som pensionist – ud over det lidt nemmere papirarbejde – er, at du ikke er afhængig af familiestatus. Et ægteskab kan for eksempel gå i stykker og børn bliver med tiden voksne. I sidstnævnte situation, kan det til den tid så være et barn, der skal tage sig af sin forælder.
Anvender du depotmetoden, er der ingen krav om at vise 12 månedlige udenlandske pengeoverførsler på et minimumsbeløb. Det skal også ses i lyset af, at valutakurser kan svinge, så 40.000 eller 65.000 baht ikke altid er 8.000 eller 13.000 kroner om måneden. Med andre ord, du kan sove roligt om natten med et depositum.
Papirarbejdet ved ophold på grund af familie er mere omstændeligt end pensionist-status, og din familie skal en tur med forbi immigrationskontoret. Ved brug af bankdepot kan de 400.000 baht hæves efter godkendt opholdsforlængelse, men der skal atter være 400.000 deponeret mindst to måneder før, du næste gang søger om forlængelse af ophold på grund af familie.
Som pensionist har du dog også mulighed for at kombinere indført månedsindtægt og depositum – hvis dine opsparede midler ikke er store nok til et fast 800.000 baht depot og den løbende pension heller ikke udgør svarende til 65.000 baht om måneden – blot den samlede sum over et år udgør mindst 800.000 baht og bankdepotet på intet tidspunkt kommer under 400.000 baht. Du skal dog ikke regne med at kunne bruge kombinationsmetoden, første gang du søger om forlængelse af ophold. Yderligere siges det, at enkelte immigrationskontorer afviser denne mulighed, så tjek først om det er muligt, der hvor du forventer at bosætte dig i Thailand.
Du kan læse lidt mere om den årlige forlængelse af ophold i: Same procedure as last year.
Ophold baseret på arbejde
Du skal forlods have en aftale om arbejde og derefter indrejse på et non-immigrant B-visum, B står for "Business". Er du indrejst på anden non-immigrant visum, skal du mig bekendt en tur ud af kongeriget og genindrejse på korrekt B-visum. Er du derimod indrejst på et turist-visum, kan du indenrigs søge om, at få det ændret til et non-immigrant B-visum.
Bemærk, at hvis du allerede har tilkendt ophold på grund af familie kan du opnå arbejdstilladelse, uden at skulle have et non-immigrant B-visum. Du skal dog stadig være de facto samboende med din ægtefælle, så du kan for eksempel ikke arbejde i Bangkok, mens din ægtefælle bor i en provins oppe nordpå. Det kan du derimod med et B-visum.
Er din opholdsforlængelse baseret på arbejde, skal du – bortset fra skolelærere – have en skattepligtig månedsindkomst på mindst 50.000 baht, dette er et krav fra immigrationsmyndighederne. Der er en del papirarbejde ved forlængelse af ophold på grund af arbejde, men ofte vil arbejdsgiveren eller dennes eksterne bogføringsvirksomhed (accountant) hjælpe med det. Medfølgende udenlandsk ægtefælle er også en mulighed i forbindelse med non-immigrant B-visum og arbejdstilladelse.
Kørekort
Hvis du ønsker at føre motorkøretøj i Thailand, skal du foruden et gyldigt dansk kørekort også medbringe et internationalt kørekort. Du kan dog ikke lovligt føre motorkøretøj ved længere ophold end tre måneder, med et udenlandsk kørekort. Vi har tilsvarende regel i Danmark, men her er tidsgrænsen hele 180 dage. Derfor skal du have ombyttet dit danske kørekort med et thailandsk – du beholder dog dit danske, så du har to kørekort, både et EU-kort og et thailandsk – hvis du fortsat ønsker at føre motorkøretøj. Det gælder også for trækfugle med et længere ophold end 90 dage.
Helbred og sundhedsforsikring
En væsentlig faktor ved fraflytning fra Danmark er sundhedsdækning. Når du flytter ud i den store verden, er du alene, der er ingen hjælp at hente, hverken med sundhed, ældreomsorg eller eventuel hjemrejse. Yderligere kan sundhedsforsikring være nærmest en umulighed, når du har rundet en vis alder – ofte omkring 75 år – og kan du blive forsikret i den alder, er det relativt kostbart. Det kan det også blive, selv om du er begyndt med en sundhedsforsikring tidligt, det eneste du kan være sikker på er, at præmien stiger, jo ældre du bliver.
Derfor skal dit helbred med i flytte-overvejelserne, især hvis du er ældre og nytegning af sundhedsforsikring kan blive problematisk. Eksisterende og kroniske lidelser, kan sjældent forsikres. Hvis sundhedsforsikring er udenfor rækkevidde, skal du spørge dig selv…
Hvor meget du skal tegne i sundhedsforsikring eller sætte fra til selvforsikring, hvis det bliver løsningen, er et individuelt valg. Nogle med forstand på det anbefaler mindst 3 millioner baht. Et officielt forsikringskrav til helårs-pensionister – det såkaldte ”pensionistvisum”, non-immigrant O-A – er 400.000 baht in-patient (hospital) og 40.000 baht out-patient (pleje mens man er hjemme). 440.000 baht, må nok være minimal forsikringssum eller selvforsikrings-beløb, sat til side i nemt tilgængelige midler, helst kontanter.
Et argument omkring selvforsikring i forhold til forsikring er, at når du har fået dækket en hændelse af din forsikring, så er du stadig forsikret – om ikke med fuld sum samme år, hvis der er et års-maksimum, så igen fuldt beløb fra næste år – hvorimod, hvis du trækker på de penge, som du har sat til side, så er der det beløb mindre på kontoen fremadrettet.
Vær opmærksom på, at nogle forsikringer kan have begrænsede beløb i enkelte kategorier – for eksempel til operation eller pr. dag på hospital – selvom den samlede forsikringssum synes rimelig. Der kan også være et totalbeløb pr. hændelse, som er lavere end forsikringens årsdækning. Man kan spare i forsikringspræmie med en årlig selvrisiko, ofte er den 100.000 baht, 200.000 baht eller 300.000 baht.
En rejseforsikring er kun en løsning, så længe du stadig har fast bopæl i Danmark og under 6 måneders ophold i Thailand. Den kan for eksempel være en løsning for "trækfugle". En rejseforsikring er ikke en sygeforsikring. En rejseforsikring vil derimod foretage repatriation, altså hjemsendelse, og kun lappe dig nødvendigt sammen, så du kan gennemføre en sådan tur og derefter blive behandlet i dit hjemland. Har du derimod opgivet din faste bopæl i Danmark og er fraflyttet, dækker en rejseforsikring i sagens natur ikke længere, nu er du jo "hjemme" i Thailand.
Min personlige holdning til selvforsikring er, at ud over et rimeligt godt helbred, skal du have en relativ fornuftig start-sum, og så skal du tillige løbende betale lidt ind på kontoen, ligesom du løbende ville betaler præmie på en forsikring. Beløb er individuelt relative i forhold til økonomi, men selv et lille beløb i reserve kan være stort, hvis man ellers ingen penge har.
En heltids-ulykkesforsikring – Personal Accident insurance eller bare PA – kan være et supplement. Mange banker tilbyder en sådan og Bangkok Bank har tilmed en PA Smart for seniorer med dækning indtil 100-års alder – den dækker dog ikke, hvis senior-forsikrede er fører af eller passager på motorcykel – normalt dækker PA kun indtil 65 år og inkluderer motorcykelulykker. Alt afhængig af forsikret beløb kan en PA-forsikring erhverves fra omkring 1.000 baht om året og 2,000 baht for seniorer. Generelt kan død og invalidesum være høj efter thailandsk norm, mens dækning af lægeudgifter er beskedne.
Og uanset om du er forsikret, bør du i Thailand altid have hurtig adgang til nogle ekstra kontanter på en separat "regnvejrskonto".
Privathospitaler er normalt gode, men også relativt dyre. Offentlige hospitaler er generelt udmærkede og overkommelige at betale – nogle steder faktisk fremragende, men der kan være regionale forskelle. Ofte kan du for et relativt beskedent beløb tilkøbe et såkaldt VIP-rum på et offentligt hospital, det vil sige enkeltværelse en-suite (med eget bad og toilet), hvor der normalt også er en gæstebriks til et overnattende familiemedlem eller din samlever. Nogle hospitaler har flere kategorier af VIP-rum, at vælge imellem. På de hospitaler, som jeg kender til, koster et VIP-rum fra omegnen af 1000 baht og til op omkring 4.000 baht pr. dag. For sidstnævnte pris kan værelset svare til de bedste privathospitaler.
Jeg skiftede min sygeforsikring ud med selvforsikring, da jeg aldrig brugte forsikringen. Jeg betaler dog stadig "præmie", men nu til mig selv. Jeg har tillid nok til min thailandske kæreste til, at vi har nogle fælles bank-konti, så sker der mig noget alvorligt, har hun adgang til de primære midler, som jeg har sat til side til emergency og sundhed. Jeg har yderligere lidt ekstra penge, at trække på ved noget mere planlagt, eller hvis et "worst case-scenario" (værste tilfælde) skulle opstå, hvor de fælles midler forsvinder.
Arbejde og Social Security
Hvis du har arbejdstilladelse, kan du blive tilknyttet Social Security, som blandt andet giver sygesikring i dit arbejds-/bopælsområde på et offentligt hospital. Du skal være yngre end 60 år ved tilmelding. Du kan få engelsksprogede informations foldere på det lokale amphor-distriktskontor. Efter endt arbejdsliv kan du fortsætte en frivillig indbetaling på omkring 500 baht om måneden til ordningen og bevare din sygesikring – det er faktisk en billig sundhedsforsikring, som gælder til det offentlige hospital, der hvor du bor.
Sikring af sine midler
Der findes mange horror stories – rædselshistorier – om flinke godtroende herrer (det er det for det meste), som er blevet blanket af, af deres (ofte væsentligt yngre) kæreste eller hustru, selv om begge var noget så nyforelskede. De skal nok være sandfærdige – jeg kender selv til nogle stykker på nært hold – men der er angiveligt lige så mange eller flere success-historier. Dem hører vi bare ikke så meget til, da de hurtigt bliver lidt trivielle og næppe skaber samme gode overskrifter, som katastrofer.
Uanset dette, så bør du sikre dig selv og dine midler. Selv om noget, der minder om en herlig teenager-forelskelse, kan opstå, gælder det om, at du har begge fødder solidt plantet på jorden og pengene i lommen, eller endnu bedre i banken. Derfor, ved ægteskab, sørg for at lave en ægtepagt med særeje. Husk at anføre om særejet, at det også omfatter, hvad der erstatter det. For eksempel med en ejendom som særeje – den kunne være i Danmark – skal særejet også dække det, der genanskaffes efter ejendommens eventuelle salg, for eksempel hus eller lejlighed i Thailand.
Selv om særeje ved ægteskab er en del af thailandsk lov, hvis du bliver gift i Thailand, er det fornuftigt at udfærdige et dokument, så alt er specificeret. Fælleseje, omfatter i Thailand alt, hvad der er tilgået under et ægteskab, dog undtaget arv, som altid er særeje. Ved skilsmisse deles fælleseje 50/50.
Ved investering i hus, bør du være klar over, at udlændinge ikke kan eje jorden under et hus, så man skal have råd til, at afskrive investeringen i et worst case-scenario, eller sikre sig på anden måde. Der findes forskellige muligheder. Jeg har nævnt lidt om det i trådene Masser til langtidsleje, men er 30 år nok, og Lidt om at etablere et selskab i Thailand.
Testamente
Et testamente – og det kan gælde for begge parter i et forhold – kan være væsentligt, uventede hændelser og ulykker kan ske i alle aldre. Har du værdier i både Danmark og Thailand, bør du overveje at lave to testamenter, det anbefaler thailandske advokater. Det ene skal være for dine danske værdier, der følger dansk arvelov, og det andet for dine thailandske værdier, som følger thailandsk lov. Der er (indtil videre) ingen afgift eller skat på arv i Thailand, hvis arven er under 100 millioner baht.
Er du gift og I har fælles ejendom i ægtefælles navn, bør din ægtefælle også lave et testamente, ellers gælder de almindelige thailandske arveregler, hvor en ægtefælle – og det kan også være dig – kun kan arve 50%. Man kan heller ikke sidde i "uskiftet bo", som det kendes fra Danmark. Er du ugift, men har en samlever, kan gensidige testamenter være endnu vigtigere, hvis der skal efterlades noget til den anden part. Der er (endnu) ingen konsensus om, at betragte samlevere som ægtefolk.
Vær opmærksom på, at dødsbo som udgangspunkt behandles i afdødes primære bopælsland, men der kan være undtagelser, for eksempel for fast ejendom. Da udlændinge ikke kan eje jord i Thailand, vil en udlændings arv af fast ejendom – for eksempel fra en afdød ægtefælle – skulle sælges eller tinglyses til en thailænder, der også kan være en juridisk person (selskab), indenfor 12 måneder, bortset fra en lejlighed under den såkaldte 49%-kvote, som en udlænding godt kan eje og tillige arve. En udlændings udenlandske barn kan for eksempel arve en sådan lejlighed.
At oprette et testamente behøver ikke være så vanskeligt, som det kan lyde. Selv et simpelt håndskrevet dokument på dit eget sprog er juridisk gyldigt. Du kan downloade skabeloner til udfyldning på både dansk til Danmark og engelsk til Thailand. Et testamente skal oversættes til thailandsk, hvis boet skal behandles i Thailand. Det er bedst med et lidt mere officielt testamente – penge til advokathjælp, kan være givet godt ud, og så får du et testamente skrevet på både engelsk og thailandsk – og gerne underskrevet på et notar-kontor. Det er i Thailand amphor-distriktskontoret og i Danmark en skifteret.
Bolig
Start altid med at leje en bolig og se lige an, om Thailand nu er det rigtige valg og om området også er det. Har du købt noget – en udlænding kan som nævnt godt eje en ejerlejlighed indenfor 49%-kvoten – og fortryder, kan det i nogen tilfælde være besværligt at afhænde. Har du derimod lejet, er det nemt at komme videre. Rejs eventuelt rundt og bo fra en uge til en måneds tid forskellige steder af mulig interesse for fast ophold, inden du vælger noget permanent. Bedst er det tilmed at tjekke områder af interesse i både den tørre periode og i regntiden. Du kan finde mere om klima og regn i den udvalgte tråd: Om årstider, buddhist "lent" og regntid.
Økonomi kan være en faktor i valg af bosted. Storbyer og primære turistdestinationer vil ofte være lidt dyrere steder at bosætte sig i. Har du en thailandsk ægtefælle eller samlever, er der måske også tilgængelig familiejord at bygge på, hvilket kan have stor økonomisk betydning, da jord i byer og populære turiststeder kan være relativt dyr. Desuden kan din samlever også have et ønske om, at I bosætter Jer i samleverens hjemegn.
Vi er heldigvis alle forskellige, så hvad andre synes er det helt rigtige, passer måske slet ikke til dit temperament. Men alligevel kan det godt svare sig at tjekke nogle af de steder, som andre taler meget om, før du bestemmer dig.
Der er flere muligheder for, hvordan du på forskellig vis kan sikre dig ved eventuel "investering" i fast ejendom.
Løbende danske pensioner og andre indtægter
Af folkepension får du kun udbetalt grundbeløbet, når du flytter udenfor EØS, og det er efter skat og udnyttet personfradrag knap 6.000 kroner om måneden i 2024-penge, svarende til i omegnen af 30.000 baht, hvis du er berettiget til fuld Folkepension.
Hvis du er fraflyttet, før du har optjent ret til fuld folkepension – 40 bopælsår i optjeningsperioden, som er fra du fyldte 15. år – får du såkaldt "brøkpension", opdelt i 40. dele af den fulde ydelse.
De fleste af os pensionister har tillige lidt ATP, der i bedste fald ligner små 20.000 kroner om året før skat og dermed omkring 12.000 kroner netto, altså 1.000 kroner eller cirka 5.000 baht mere om måneden – måske lidt mindre – så i alt, sammen med fuld folkepension, bliver det omkring 35.000 baht i hånden om måneden.
Hvad der derudover er af løbende indtægter, er relativt i forhold til, om du har supplerende private pensioner eller anden opsparing, der giver dig et vedvarende afkast, eller andre indtægter. Der kan være forskellige skattefordele, som er omtalt i en anden tråd i gruppen: Post fra Thailands Skattefar. Desuden kan der fra 2024 være thailandsk indkomstskat at betale på de indtægter, der indføres uden at være beskattet i Danmark, for eksempel B-indkomst, renter og kapitalgevinster. Du kan læse mere om thailandske skatteregler i: Thailandsk indkomst skatteguide.
Vær opmærksom på, at valutakurser kan ændre sig og det kan planlagte investeringsafkast også. Da jeg i sin tid flyttede herned, lå baht-kursen og svingede omkring 6 baht for 1 krone – den var kort helt oppe og ringe ved 7 baht – senere kom den pænt ned under 5 baht, helt ned i nærheden af 4 baht. Det betød mellem 15% og helt op 40% færre baht for mine danske penge.
Min investeringsplanlægning af frie midler var oprindeligt hovedsageligt planlagt i noget af det mest sikre i denne verden, nemlig danske realkreditobligationer, hvor 5% rente var var normen, 6% ofte en mulighed. Ingen kunne dengang forestille sig 2% i realkreditrente eller "negative renter", 5% var allerede en lav rente. Da jeg senest købte dansk ejendom i 1990 var 9% en lav rente, få år forinden havde realkreditrenten været oppe og ringe ved omkring det dobbelte.
Obligationsrenten faldt imidlertid til 2-3%, så afkastet blev halveret i forhold til de forventede 5-6% og med yderlige 15-20% færre baht, så blev det faktisk en reel indkomstnedgang i omegnen af 60% af den del, som ikke var pensionsudbetaling. Da jeg tilmed blev tidlig selvpensionist for egne midler, det vil sige alene afkastet fra min opsparing, ville hele min langtidsplan om løbende indtægt kunne kæntre. Heldigvis nåede jeg at sadle om.
Mange droppede obligationerne og gik i de mere risikable aktier i stedet og spillede med i lotteriet om muligheden for kapitalgevinst – resultatet blev i mit tilfælde "ikke så ringe endda" – så hav altid en plan B for både investering af frie midler og fald i valutakurser. Thailandske baht kan godt ramme helt ned i omkring 4 baht for 1 krone, og så er Folkepensionen og en klat ATP pludselig kun 28.000 eller færre baht om måneden.
Har du en supplerende opsparing, kan du også vælge bare at sætte pengene til side og dividere med antal forventede leveår – eventuelt vægtet med den optimale gennemsnits-inflation på 2% og en anelse positiv indlånsrente – til en årlig udbetaling, i stedet for mere risikobetonet investering. Det er individuelt om den løsning er optimal, og den afhænger naturligvis også af alder og forventet levetid.
Budget og hvad du kan leve for
Du kan godt leve eller nærmere overleve for små midler i Thailand – thailænderne gør det, mindstelønnen er i omegnen af 10.000 baht om måneden. Jeg fik i begyndelsen af 00'erne fortalt, at der var danskere, som levede for 30.000 kroner om året hernede – jeg brugte dengang en anelse mere til el og opvarmning hjemme i Danmark. 30.000 kroner dengang vil svare til cirka 45.000 kroner om året i dag eller omkring 20.000 baht om måneden. Men du skal overveje, om det er det liv du ønsker i forhold til risiko for skavanker og sygdom, og ingen offentlig hjælp, hvis de midler du løbende har til rådighed er meget begrænsede.
Normalt siger jeg, at de 40.000 til 65.000 baht, der nævnes som månedsindkomst for ophold i Thailand ved de forskellige visa-muligheder, faktisk er en ret passende størrelse som udgangspunkt. Men da tæring både afhænger af livsstil og næring, så er opgørelse af budgetlagt forbrug, hurtigt lidt som at måle længden af en elastik.
Thailand er ikke længere så billigt som beskrevet i visse, ofte en smule ældre bøger – for eksempel udsagn som, "Live in Paradise for Pennies on the Dollar", som kan omskrives til noget i retning af "Drømmen om et liv i Paradis for 25-ører i stedet for kroner".
Expatistans leveomkostnings-indeks opgør Bangkok til at være 40% billigere end København, og det passer faktisk meget godt med min egen vurdering, at gennemsnitligt rækker pengene cirka dobbelt så langt. Så selv om Folkepensionens tillæg og ældrecheck forsvinder, behøver det ikke betyde alverden for generel livsstil, når der ses bort fra, at de danske fordele med hjemmehjælp, ældrepleje og især sundhed også er forsvundet.
Et realistisk minimumsbudget kan for eksempel se således ud i 2024-penge:
Der er i alt mellem 40.000 baht og 45.000 baht om måneden, afhængig af husleje.
Jokeren er fjas og tant, samt om der skal regnes med flere end én person i husstanden.
Så, 40.000 baht til 65.000 baht om måneden som udgangspunkt passer ret godt til en beskeden, fornuftig livsstil.
Er du enlig herre og ønsker mange løse forhold – nærmest som pay and play – kan du ifølge min erfaring, derimod snildt bruge et sted mellem 100.000 og 200.000 baht om måneden.
Og kommer der et barn eller flere med i billedet, bør du også regne med en del mere, især hvis det skal inkludere privatskole. Jeg har skrevet lidt om det i tråden – Hvad koster et barn i Thailand – som blandt andet er om mine erfaringer med udgifter til barn og skole i Thailand. Som udlænding, skal du heller ikke forvente, at kunne købe noget på kredit – for eksempel afbetaling eller realkredit ved ejendomskøb – men med en arbejdstilladelse kan du efter noget tid, ofte godt opnå nogen kreditværdighed.
Budget og leveomkostninger betyder mest, når man er nødt til, at leve på et budget – og det er de fleste af os nok. Den gamle annonce fra 1907, hvor det danske selskab, The Siam Electricity Co. Ltd., søgte en trafikbestyrer til Bangkok, siger det stadig ret klart: "Klimaet er ved maadeholden Levevis sundt, Livsfornødenheder billige, Luxus dyr."
Fraflytning
Det er et stort skridt at fraflytte Danmark permanent. Du skal ofte skille dig af med eventuel fast ejendom – blandt andet af hensyn til skattepligt, hvor du kan have flere fordele ved, at være begrænset skattepligtig – og du skal afgøre, hvad du vil tage med ud til dit ny liv i Sydøstasien, og hvad der er bedre at afhænde. Friværdi fra en fast ejendom kan også være det økonomiske grundlag for udflytning.
Når du flytter permanent til Thailand har du lov til toldfri indførsel af personligt bohave i én luftfragt-forsendelse og én overflade-forsendelse. Sidstnævnte kan godt være en 20-fods eller 40-fods container, som alt inklusive kan koste omkring 50.000 kroner i fragt og toldbehandling. Hvis man ikke har en masse af affektionsværdi eller svært genanskaffelige ting, er det værd at tjekke, om det kan svare sig at sende en større mængde flyttegods ud, frem for at afhænde og købe noget nyt lokalt. Der står lidt om det i: Om at flytte bohave fra Danmark. Tjek også Facebook-kommentarer, hvor gruppemedlemmer eventuelt har skrevet om deres erfaringer.
Du skal en tur forbi Borgerservice lige før du rejser ud og ændre folkeregisteradresse til din adresse i Thailand og aflevere dit sygesikringskort. Den dato du registrerer din ny adresse gældende fra, er den skæringsdag du skattemæssigt fraflytter Danmark og dermed dato for din afsluttende selvangivelse. Gøres det elektronisk, og du derfor beholder sygesikringskortet, skal du naturligvis indstille dig på, at kortet ikke længere fungerer.
Det anbefales at sælge ejendom og værdipapirer og foretage en "clean exit" fra Danmark – det er det nemmeste rent skattemæssigt – værdipapirer kan altid købes igen nogle dage efter udrejse. Og skulle du fortryde og vende hjem igen, så gør også det med rent bord, altså sælg værdipapirer og rejs ind med kontanter på kontoen.
Detaljer nok til en hel bog
Jeg kan kun svare overfladisk her, hvis alle detaljerne kal med, er der rigeligt til en hel bog – og sådan en er der faktisk allerede skrevet på engelsk – så derfor, tjek også andre artikler og tråde og brug Facebook-gruppens søgefunktion.
Nedenfor er der links til enkelte anbefalelsesværdige engelsksprogede bøger, når du ønsker at bosætte dig i Thailand. Bøgerne kan købes i thailandske boghandlere, der sælger engelske bøger, eller bestilles online.
Også værd at læse...
96