SameSame-ButDifferent.dk
   ≡ 
Adressen er nem at huske: ssbd.dk – klik ind på siden, for Thailands-viden...

Godt at vide om Thailand:

Lidt om thailandsk trafik

28. juli 2024

Hvis du overvejer at bevæge dig ud i den ofte kaotiske thailandske trafik, bør du læse med her. Ud over, at der i køres i den forkerte side, så er især trafikkulturen anderledes, selvom reglerne er næsten de samme som de danske.


 

Mange udlændinge – også danskere – kommer galt afsted. I omegnen af 35 ud af 100.000 indbyggere omkommer årligt i den thailandske trafik, tallet for Danmark er knap 3 pr. 100.000. Med andre ord, din chance for at blive trafikoffer er teoretisk omkring 13 gange større.

Dog, inden du bliver alt for foruroliget, så omkommer der næsten dobbelt så mange turister (udlændinge) i vandulykker (41%), som i trafikken (22%). Chiang Mai-provinsen tegner sig for 1. pladsen af omkomne turister, Surat Thani-provinsen – med øerne Samui og Phangan – er på 2. pladsen, og Phuket ligger nummer 3.

På listen over trafikdræbte målt pr. 100.000 indbyggere svinger Thailand mellem at indtage en anden- og en ottendeplads på verdensplan. Omkring 24.000 mennesker omkommer årligt i trafikken. Til sammenligning omkom 162 personer i dansk trafik i 2023. Thailand har cirka 11 gange så mange indbyggere som Danmark, så skulle de thailandske tal omregnes til danske, ville det blive et sted i nærheden af 2.200 om året.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
Lidt official statistik fra den thailandske trafik…

Motorcyklister udgør omkring 70 procent af dødsulykkerne, det svarer til et trafikdrab hver halve time. I Thailand er der 81 dødsfald i trafikken pr. 100.000 motorcyklister, til sammenligning er tallet for EU, 11 pr. 100.000. Isoleret til dræbte motorcyklister, er Thailand det farligste sted i verden. Flere end 17.000 af de årligt trafikdræbte er børn og teenagere, og knap 79 procent af de omkomne er mænd, overvejende mellem 16 og 25 år.

En undersøgelse for perioden 2016-2020 offentliggjort i 2021 antydede, at det høje antal trafikdrab for motorcyklister hovedsageligt skyldtes dårlig beslutningstagning, hvor 53 procent af ulykkerne var forårsaget af fejl hos føreren. Af de 53 procent var 49 procent fejlopfattelse, hvor potentiel fare ikke vurderes korrekt. 32 procent skyldtes beslutningsfejl, hvor føreren ikke træffer den rigtige beslutning, når der opstår en nødsituation. 13 procent skyldtes reaktionsfejl, hvor føreren ikke evner at kontrollere en motorcykel i en nødsituation, især korrekt bremsning. Foruden de dræbte, kommer mere end en million årligt til skade i trafikken – det er én ud af 70 mennesker eller 1,4%.

Der er stor forskel på trafik-dødstallene i de forskellige provinser. I 2017 toppede Rayong med 72 dødsfald pr. 100.000 indbyggere, mens Bangkok var det mest sikre område med kun 14,2 pr. 100.000. Man skal dog tage tallene med et gran salt, da der opgøres lidt forskelligt. Som trafikdrab regnes ofte "dræbt på stedet", mens efterfølgende død på et hospital ikke altid tælles med. Tallene kan således være højere.

Jeg var med i en trafiksikkerhedsgruppe for en del år siden, på foranledning af redaktøren for nyhedsmediet Samui Times. Øen Samui, der hører til Surat Thani-provinsen, regnes for et af nationens farligste trafikale områder. Officielt omkom der på daværende tidspunkt 40 ud af 100.000 indbyggere i trafikken, men hvis tallene blev opgjort efter EU-standard – det vil sige inkluderer dødsfald op til 30 dage efter en ulykke – voksede antallet til 130 pr. 100.000.
 

Kørekort

Den danske ambassade i Bangkok skriver: Skal du køre bil eller motorcykel i Thailand? Så skal du have enten thailandsk eller internationalt kørekort. Thailand anerkender kun internationale kørekort udstedt i medfør af Genevekonventionen 1949. Tjek derfor, om du har det rigtige kørekort, før du begiver dig ud på vejene.

Et etårigt dansk internationalt kørekort er en oversættelse af dit danske EU-kørekort, så begge skal med og kunne fremvises. Du skal naturligvis have kørekort til det motorkøretøj du fører. Mange lejer en lille scooter eller motorcykel og begge forudsætter, at du har et gyldigt kørekort til motorcykel.

Du kan dog ikke lovligt føre motorkøretøj ved længere ophold end tre måneder, med et udenlandsk kørekort. Vi har tilsvarende regel i Danmark, men her er tidsgrænsen hele 180 dage. Derfor skal du have ombyttet dit danske kørekort med et thailandsk, hvis du fortsat ønsker at føre motorkøretøj. Du beholder dog dit danske, så du har to kørekort, både et EU-kort og et thailandsk. Det gælder således også for trækfugle med et længere ophold end tre måneder.

Kørekort udstedes af et Land Transport Office. Her skal du medbringe rejsepas, EU-kørekort og internationalt kørekort, en attest fra immigrationskontoret med bekræftelse af din adresse – hvis du har en gul husbog (se mere i artiklen Hvad en Husbog er, og hvorfor du bør have en sådan), vil den nogen steder bliver accepteret som adresse-bevis – og en lægeattest, som kan være fra enten hospital eller lægeklinik – sidstnævnte er dog ikke et krav alle steder ved fornyelse af thailandsk kørekort.

Desuden skal du, som noget nyt, have gennemført og bestået en online DMV eLearning Test (se link nederst). Print et screenshot af QR-koden som bevis.

Du skal tillige medbringe fotokopi af passets navneside og visumside. Tjek med det lokale Land Transport Office eller i et lokalt forum, hvad de forlanger der, hvor du bor, da der kan være forskelle mellem provinserne. Det angår også, hvad der skal med af fotokopier, for eksempel for- og bagside af tidligere thailandsk kørekort ved fornyelse.


Vær opmærksom på, at både Transportkontoret og andre offentlige kontorer godt kan være lidt strikse med dress code – ja, den slags findes hernede – så lad shorts eller kort skørt blive hjemme når du er på besøg der, og tag en skjorte udenpå undertrøjen eller bluse over toppen.

Normalt skal du gennemføre to til fire prøver på Transportkontoret. De er blandt andet en reaktionstest, hvor du træder på en "gaspedal" og i løbet af et par sekunder, begynder en række lys at bevæge sig opad. Du skal flytte foden fra speederen til bremsepedalen for at stoppe lysene, før de når toppen af skalaen. Og dybdeopfattelse, hvor du holder en æske med to knapper, mens du ser på boksen foran dig. Den har 2 "pinde", hvor den ene pind bevæger sig fremad fra bagenden. Du skal trykker på den grønne knap, når du mener, de to pinde er ved siden af hinanden.


Dybdeopfattelse, som jeg er ved at udføre her, er to pinde i kassen ved vinduet, der skal placeres ved siden af hinanden ved hjælp af en fjernbetjening.

Der kan være to yderligere prøver med henholdsvis simpel farvetest, hvor der peges på cirkler af grøn, gul og rød, og perifert farvesyn, hvor du placerer din hage på en boks, ser på en gul prik foran dig og identificerer de farvede lys, der blinker på hver side af dit hoved.

Herefter udstedes et kørekort med 2 års gyldighed. Ved fornyelse – samme procedure med dokumenter og test – men du får 5 års gyldighed frem til en fødselsdag, og så fremdeles fremadrettet hvert femte år. Hvis du fornyer dagen efter din fødselsdag, får du næsten 6 års gyldighed.

Du får taget fotografi og udleveret dit kørekort efter prøven. Vær opmærksom på, at Transportkontoret godt kan være lidt striks med dress code – ja, den slags findes hernede – så lad shorts og undertrøje eller miniskørt og top blive hjemme.

Når du har fået thailandsk kørekort, skal du holde det vedlige. Hvis du glemmer at forny det indenfor et år efter udløb, skal du op til fuld køreprøve, også selv om du har et internationalt kørekort.
 

Forsikring

Hvis du er turist eller trækfugl, skal du tjekke nøjagtigt hvad din rejseforsikring dækker, inder du fører et motorkøretøj, herunder ansvar og retshjælp. Nogle rejseforsikringer dækker hverken fører eller passager på motorcykel.

Den obligatoriske ansvarsforsikring for motorkøretøjer, Por Ror Bor, har minimal dækning og inkluderer kun lægeudgifter. Tilmed afgøres dækningsgrænsen af, hvorvidt du er skyld i ulykken eller ej. Hvis du forårsager en ulykke, som følge af dine handlinger, er din dækning begrænset til 30.000 baht. Hvis ikke, stiger dækningsgrænsen op til 80.000 baht for lægeudgifter og op til 500.000 baht for død og lemlæstelse.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.

Den obligatoriske forsikring er således eksklusive køretøjsskader og andre udgifter, hvor skadevolder stadig kan være ansvarlig for erstatning. Modsat bilforsikring, tilbyder kun få selskaber udvidet motorcykelforsikring, herunder kasko og skade på andres ejendom.

Lejer eller anskaffer du en bil, så sørg for, at den har fuld kaskoforsikring uden selvrisiko – hedder First Class Insurance hernede – og ikke kun den obligatoriske ansvarsforsikring. Hvis du ikke er erfaren venstreside-kører, da vælg så vidt muligt en bil med automatgear, da gearstangen sidder til venstre hånd, så du rammer nemt bakgear i stedet for et fremadgående.

Husk, at der er også andre trafikanter og de kører måske mindre ansvarsfuldt end du selv gør, så ulykker sker – bemærk, at promillekørsel, som direkte årsag til trafikulykker, statistisk tegner sig for mellem 4% og 8%.

Der er ofte historier i de engelsksprogede nyheder hernede om udlændinge, der er kommet galt afsted i trafikken, og hvor forsikring ikke dækker. Da både hospitalsregning og hjemtransport hurtigt koster meget mere end spidsen af en jetjager, så er de nogen gange hengivet til en GoFundMe eller tilsvarende indsamling.

Kort sagt: Hvis din forsikring ikke dækker – eller du ikke har kørekort til det specifikke køretøj – så lad være.

Hvis du er fastboende, kan en heltids-ulykkesforsikring – Personal Accident insurance eller bare PA – være et supplement. Normalt dækker PA kun indtil fyldte 65 år. Senior-PA med dækning indtil 100 år inkluderer derimod ikke motorcykelulykker. Alt afhængig af forsikret beløb kan en PA-forsikring erhverves fra omkring 1.000 baht om året. Generelt kan død og invalidesum være høj efter thailandsk norm, mens dækning af lægeudgifter er beskedne.
 

Trafikregler

Regler og skiltning svarer til de, der generelt anvendes internationalt – forvent dog, at hjorten er skiftet ud med en elefant.

Venstresving er normalt tilladt, hvis der er fri bane – husk, at der køres i venstre side – selv om et lyssignal viser rødt. Hvis der er rød pil til venstre, må man selvfølgelig ikke køre. Rundkørsler er en nyere indretning, så ikke alle kender vigepligten med, at holde tilbage for trafikken inde i rundkørslen.

Statistisk har 60 procent af motorcyklisterne ikke kørekort, så du skal ikke forvente, at de andre trafikanter kender trafikregler ligeså godt, som du selv – til gengæld kender de den lokale trafik-kultur særdeles fremragende, men det gør du næppe, hvis du er Thailands-novice, med mindre du læser videre.
 

Anderledes trafik-kultur

Trafikken kan synes kaotisk – især i Bangkok, som trods dette er nationens trafikalt mest sikre sted – og der er motorcykler overalt. På hovedveje ud til provinserne kan der være heftig trafik, køres hurtigt og tages chancer med overhaling.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
Trafikken kan synes kaotisk og der er motorcykler overalt – især i Bangkok, hvor mit foto er fra – men generelt er man flinke i trafikken og giver plads til andre trafikanter.

Generelt er man flinke i trafikken og giver plads til andre trafikanter. Der blinkes med lys, mens brug af horn derimod er uhøfligt og benyttes stort set aldrig.

Landevejene har ofte skulder, som du måske kender det fra Sverige. Normalt kører man i vognbanen – eller vognbanerne, hvis der er flere – men trækker ind i skulderen, for at give plads. Det kan for eksempel være, hvis en bagvedkørende gerne vil forbi eller en modkørende overhaler lidt hasarderet og blinker med lyset. For motorcykler er det mest sikre, at køre i skulderen, hvis den ikke er blokeret af for mange parkerede køretøjer, så man hele tiden skal trække ud i en vognbane med biler.

Som fodgænger bør du være opmærksom på, at de thailandske veje er forbeholdt køretøjer og, at et fodgængerfelt – zebra crossing – ikke er ensbetydende med, at køretøjer standser for fodgængere. Op til otte procent af trafikofrene er faktisk fodgængere.

Nyhederne skrev nyligt om Pattaya, at myndighederne endnu en gang forsøger at få motorkøretøjer til, at respekterer fodgængerfelter, hvor ulykker i høj grad skyldes skødesløse bilister, der bare blæser gennem de røde lys og ikke giver efter for turister, der er vant til vestlige vejregler, som giver fodgængere fortrinsret.

Fortove kan nogen steder være lidt af et forhindringsløb for fodgængere, hvor dels gadehandlere mener at have førsteret og dels diverse master, standere og træer står i vejen på et i forvejen smalt gangareal.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.

Myndighederne har forsøgt at rydde nogle af fortovs-forhindringerne i Bangkok, men det er et generelt problem.

Kantsten kan nogen steder, for eksempel i Bangkok, være (meget) høje, hvilket skyldes regntid, hvor de fleste områder får mellem en og to gange Danmarks årlige nedbør i løbet af to til seks måneder.

Fortovet er således uofficielt ikke forbeholdt fodgængere, da også motorcykler – i begge retninger – sagtens kan skyde genvej over fortovet, hvis ellers det er bredt nok til en motorcykel. Der er faktisk ingen hellige steder for fodgængere.

Ud fra mine erfaringer – og jeg har med flere end 20 års kørsel hernede efterhånden gjort mig fortjent til t-shirten med teksten, "I drove on Samui and survived" (jeg kørte på Samui og overlevede) – er det første, du både som fodgænger og fører af køretøj skal være opmærksom på, blik med det lange lys. Det betyder "jeg kører, kom væk fra min bane". Kommer der en bil imod dig med blink i det lange lys, endda i din bane, så træk ind til siden og giv plads. Det samme er gældende, hvis du tror en bil holder tilbage for dig, lysblinket betyder i stedet, at den kører frem.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
Blik med det lange lys betyder "jeg kører, kom væk fra min bane". Bilen på fotos fra min dashcam var i gang med en hasarderet overhaling og blinkede med lyset – havde jeg ikke bremset helt op, kunne vi have ramt hinanden frontalt

At holde tilbage og give plads gøres derimod ved brug af nødblik – hazard blink – så hvis en bil midt på vejen tænder nødblinket, så lad være med at overhale, der er en forhindring foran. Måske give bilisten plads til en fodgænger eller køretøj fra en sidegade, eller modkørende, som skal dreje.

Giver bilen plads til dig, kan du blinke med lyset, for at vise, du har forstået og kører frem – se dog godt efter, at andre også holder tilbage, der kan sagtens være en motorcykel eller flere, der lige smutter indenom eller udenom i høj fart. Se eksempler i billederne herunder.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
Bilen foran mig tændte nødblinket, for at give plads til en bil, der kom ud fra en sidevej. Jeg tændte også mit nødblink, så bagvedkørende – især motorcyklister – blev advaret. Alligevel kom et udenlandsk par i fuld fart højre om på vejens midterlinje – første pil viser, at nødblink er tændt – fortsatte forbi mig og den foran holdende bil og blev overrasket, da de så en bil var ved at køre ud fra en sidevej (anden pil). Heldigt for dem, var der lige i det øjeblik de svingede ud, ingen modkørende trafik. Så, hvis du er motorcyklist, vær agtpågivende, når nogen har tændt nødblink midt på vejen.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
Jeg tændte nødblinket og standsede, så en modsatkørende bil kunne svinge ind over min vognbane. Hvis ikke der gives plads, kan en højre-svingende bil blokere trafikken. Der er god plads fra mig og hen til bilen, som skal dreje. På min venstre side kommer et udenlandsk par i fuld fart på motorcykel (første pil). Bilen, der skal dreje, ser dem, tænder nødblink for at vise, at den standser, så der er plads i vejens skulder, til at komme forbi (anden pil). Alligevel panikker føreren af motorcyklen tilsyneladende og bremser forkert, så han og damen vælter. En bagvedkørende thailænder på motorcykel kører lige ind i dem og vælter også.

Især i storbyer og meget i Bangkok, bruges nødblinket også, når en bil skal krydse tværs over en befærdet gade – det viser, at bilen hverken skal dreje til den ene eller anden side, men gerne vil have plads til, at krydse vejen.

Thailændere holder generelt meget af nødblink – og alle mulige andre lys og blinkende anordninger på især biler – så en bil og i særdeleshed store motorcykler, kan godt permanent køre rundt med nødblinket tændt. Blinkende blåt lys er heller ikke nødvendigvis et udrykningskøretøj, men kan bare være fancy legetøj.

Udrykningskøretøjer giver man plads for. Ambulancer har rødt og blåt blink samt horn, mens politi ofte kun har rødt blink og horn – jeg har dog nyligt observeret politimotorcykler med både rødt og blåt lys. Politiet kører gerne med blinkende rødt lys, selv om de ikke er under udrykning, så man kan se, at det er politiet. Arbejdskøretøjer har orange blink.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
Man er (heldigvis) flinke til, at trække ind til siden og give plads til udrykningskøretøjer.

At svinge tværs over en gade – eller krydse den – fra en sidevej eller udkørsel, foregår på thailandsk maner på den måde, at når vejbanen på din side er (helt) fri, kan du køre frem til lige før midten af vejen. Biler i den modsatte kørebane vil så ofte høfligt give plads og signalere dette med nødblinket. Igen, vær på vagt over eventuelle motorcyklister, der lige skal overhale den pænt ventende bil.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
At svinge tværs over en gade – eller krydse den – fra en sidevej eller udkørsel, foregår på thailandsk maner på den måde, at når vejbanen på din side er (helt) fri, kan du køre frem til lige før midten af vejen. Biler i den modsatte kørebane vil så ofte høfligt give plads og signalere dette med nødblinket. Der er to eksempler i fotos her.

U-turn (u-vending) bruges mange steder. På veje med midterrabat kan der mod midten være en bane til u-turn. Vær opmærksom på, at en bil, som lige har foretaget et u-turn og derfor ligger i en yderbane – altså i højre side af kørselsretningen – først er ved at accelerere og derfor ofte kører lidt langsommere end yderbanetrafikken. Giv plads, eventuelt ved at trække til venstre, hvis der er fri bane.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
U-turn (u-vending) bruges mange steder. På veje med midterrabat, kan der mod midten være en bane til u-turn. Vær opmærksom på, at en bil, som lige har foretaget en u-vending og derfor ligger i en yderbane – altså i højre side af kørselsretningen – først er ved at accelerere og derfor ofte kører lidt langsommere end yderbanetrafikken. Giv plads, eventuelt ved at trække til venstre, hvis der er fri bane.
(Grafik og foto er lånt fra Internettet.)

Hvis u-turn er forbudt, vil der være et forbudsskilt – hvidt med rød ring og en rød streg over en sort u-turn pil.

Motorcykeloverhaling foregår både udenom og indenom, så kører du bil, så hold banen indtil du er 100% sikker på, at du ikke har motorcykler på siderne. Er du selv på motorcykel, så kan det flere steder være mere sikkert, at overhale forsigtigt indenom, end at komme ud i en bane med modkørende trafik.

Generelt vil motorcyklister snørkle sig igennem biltrafikken, med overhalinger skiftevis indenom og udenom – de kommer således hurtigere frem i myldretid, end bilister. Så er du i bil, brug sidespejle og vær opmærksom på blinde vinkler. Er du motorcyklist, så være på vagt over, om bilerne nu kan se dig, inden du foretager noget dristigt – og hav altid et øje på spejlet, så du ved, hvad der kommer bagfra.

Ved overhaling med bil bør du give signal, både når du kører ud i overhalingsbane og kører ind foran det overhalede. Et kort blink med lyset kan være godt signal til både forankørende om aftenen og eventuelle køretøjer i modsat retning.

På brede hovedveje med tre – eller flere vognbaner – i hver retning, foretages overhaling i Thai-stil ofte som slalomkørsel. Så, begiver du dig ud på de større veje, så vær opmærksom på, at biler godt kan overhale dig indenom, selv om du følger trafikken og din egen vognbanes hastighed. Du kan også blive overhalet indenom på veje med bare to vognbaner i hver retning – ja, selv skulderen kan anvendes til formålet, hvis den er bred nok.

Drejesignal skal gives i (meget) god tid. Du kan opleve, at nogle thailændere viser, at de skal dreje, et par muligheder tidligere, så hav lidt høflig tålmodighed.

Er det derimod en motorcykel der afgiver drejesignal, kan det være en mulighed, at føreren bare har glemt at slukke drejesignalet og først opdager det, når der skal drejes til den modsatte side.

Du kan i øvrigt ikke altid være sikker på en motorcykels signal, den kan godt vise af til venstre, men i stedet dreje til højre, eller omvendt.

At dreje til højre på motorcykel foregår ved, at man viser af og trækker helt ud til midten af vejen og venter der, til der er fri bane fra den modsatte retning.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
At dreje til højre på motorcykel foregår ved, at man viser af og trækker helt ud til midten af vejen og venter der, til der er fri bane fra den modsatte retning eller nogen giver plads og holder tilbage med nødblink.

Vesterlændinge kan have lært, at det er mere sikkert at holde sig til en inderbane – altså blive i venstre side – og derefter krydse tværs over vejen. Det bør du undgå – med mindre, det er i et lysreguleret kryds – det kan være fatalt i Thailand, flere udlændinge er omkommet på grund af dette.

At dreje til højre med bil på veje uden midterrabat, foregår naturligvis også fra midten af vejen. Så, på brede hovedveje med tre spor, kan der sagtens pludselig holde en bil, som skal dreje – eller foretage en u-vending – i den ellers hurtigkørende yderste vognbane.

Skiltning er ikke nødvendigvis lige så logisk, som du måske er vant til. Kør altid efter forholdene og aldrig for hurtigt – fart dræber. Jeg har flere steder oplevet op til tre forskellige hastighedsgrænser blandet ind imellem hinanden, fordi man har ændret den tilladte hastighed, men ikke fået taget gamle skilte ned.

Hastighedsgrænserne er generelt 60 kilometer i timen (kmt) i byzone – med mindre andet er skiltet – 90 kmt i landzone og 120 kmt på motorveje. Det koster 4,000 baht at overskride en hastighedsbegrænsning – og ja, der findes automatiske hastighedskameraer.

Vær opmærksom på, at der også er social status i trafikken. En super car eller dyr bil har prioritet fremfor en billig mindre bil – ulighed er stor i Thailand, væn dig til, at nogle "er mere lige end andre" – og naturligvis har en cementbil eller stor lastbil med anhænger altid høj prioritet. Den slags bør man undlade at lægge sig ud med, de er bare for stærke. Med andre ord, kommer en cementbil farende imod dig i overhalingsbanen med blinkende langt lys, så kom væk.

Biler har selvsagt højere status end motorcykler, dog kan nogle motorcyklister med store maskiner – såkaldte Super Bikes – forvente højere status end mindre biler, samt naturligvis tillige almindelige motorcykler.

Du kan opleve, at parkeringspladser er forbeholdt VIP-biler eller er Super Car Parking, nogle steder findes tillige Super Bike Parking.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
Når jeg engang får min EuroJackpot udbetalt, skal jeg parkere her.

Parkering i vejside må ikke foretages, når det er skiltet med stopforbud eller, hvis der er malet rød-hvide markeringer på kantsten. Gul-hvid markering betyder, at aflæsning er tilladt, og sort-hvid angiver, at her må man gerne parkere.

Vis hensyn, når du parkerer en motorcykel, så du ikke blokerer noget for andre.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
Vis hensyn, når du parkerer en motorcykel, så du ikke blokerer for andre, som foran trappe og parkeret bil på billedet her. Jeg undlod at zoome helt ind på parkeringerne, så du også kan se, at selv en lille scooter sagtens kan befordre en hel familie.

Når du parkerer ved indkøbscentre, kan du komme ud for, at modtage et lille kort ved indkørsel – eller skulle vise dit kørekort til et kamera – kortet skal afleveres igen ved udkørsel.

Kørsel i højre side forekommer og betragtes som mere sikkert – især for motorcykler, men kan også forekomme med bil – hvis man ikke skal så langt, fremfor at krydse en befærdet vej, for at køre et kort stykke i den rigtige side af vejen, altså venstre side, og derefter atter krydse den befærdede vej.

Så vær på vagt, især når du skal ud fra en indkørsel eller sidevej. Der kan sagtens komme en motorcykel fra venstre, men du tjekker fri bane fra højre. Svarer til agtpågivenheden ved udkørsel over en dansk cykelsti, med tilladt kørsel i begge retninger.

Håndholdte mobiltelefoner er forbudt for føreren under kørsel, men det forhindrer tilsyneladende ikke, at adskillige bruger en sådan anordning som GPS eller til anden opdatering under kørslen. Især motorcyklister synes, at være ret fokuseret på brug af små skærme under kørsel eller bare snakke løs i mobillos.

Køretøjer uden lys forekommer. Motorcykler skal have lyset tændt om dagen, det skal biler derimod ikke. Adskillige motorcykler har dog fejl på enten forlygte eller baglygte – begge dele samtidigt forekommer tillige – hvilket kan gøre dem svære at se om aftenen. Ude i landområder vil du tilmed kunne opleve adskillige køretøjer helt uden lys, for eksempel langsomt kørende langbrugsmaskiner på vej hjem sent, efter en lang arbejdsdag.

En af mine værste køreture nogensinde, var en mørk aften fra Surin-by til Buri Rams lufthavn, hvor jeg skulle nå et fly. Uret gik hurtigere end bilen, på grund af alle de mørklagte køretøjer på strækningen – jeg måtte simpelthen afpasse hastighed efter modkørende "iron buffaloes" ("jernbøfler", en billig traktor) uden lys, halvvejs ude i min vognbane – heldigvis nåede jeg flyafgangen.

Der er mange jernbaneoverskæringer og især udenfor byområder og større veje er de ubevogtede. Nyhedsmedierne beretter ofte om ulykker – tit fatale – så, lad være med at tage chancer, følg i stedet det gode gamle danske råd: Stop helt op og se og lyt efter tog, inden du krydser. Du skal være helt sikker på, at der ikke er et tog på vej, før du krydser sporet. Hvis oversigtsforholdene omkring overkørslen er dårlige, tuder lokomotivføreren i hornet kort før, toget passerer.

Politikontrol synes kun at forekomme når der laves razzia eller foretages en større organiseret kontrol, for eksempel om motorcyklister har styrthjelm på. Siden 2015 er hjelm påbudt for både fører og passagerer, inklusive børn fra 2-års alderen. Der er kontant afregning, og jeg mener prisen er sat op til 1.000 baht. Bøden er imidlertid ikke det værste, det er derimod straffen med lang ventetid i kø for papirarbejde og efterfølgende betaling. Så generelt vil du foretrække, at undgå enhver form for bødestraf, så derfor husk hjelm – den kan tillige godt redde både førlighed og liv – og i bil sikkerhedssele, som siden 2022 gælder for alle passagerer. Manglende sele koster hele 2.000 baht i bøde.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
Politirazzia, i dag tjekker de for hjelm, kørekort og kombineret vejskat og ansvarsforsikring. Det foregår ofte foran en politistation eller bemandet politiboks. Så, hvis man kender lokalområdet, så ved man, hvor den slags kan ske. En del af straffen er ind og vente i kø ved station eller boks – nederste del af foto, hvor der tilmed er skygge, den slags luksus findes ikke alle steder – før der kan udskrives bødedokument, som derefter skal afregnes kontant på stedet. Nogle af dem venter også på, at familie eller venner kommer med penge til bøden og den glemte hjelm, så der kan køres hjem. Den lange liste til venstre på bygningen er bødemenuen på thailandsk, med alle priser.

Forvent promillekørsel, det er ganske udbredt. Typisk vil berusede førerne køre med skiftende hastighed, ustabilt og måske have lidt svært ved, at holde en vognbane. Jeg har oplevet en del, og endda en angiveligt stangstiv modkørende komme så langt over i min vejside, at selv skulderen ikke var nok. Vil godt indrømme, at her blev jeg lidt bange.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
Bilen foran mig her er et skoleeksempel på promillekørsel lige efter lærebogen, nemlig med skiftende hastighed og lidt svært ved, at holde vognbanen. Hvis du kommer til at køre bag ved en promillebilist, så hold god afstand, indtil der er nok fri bane til, at komme udenom.

Det officielle kampagneråd, hvis man har fået lidt for meget indenbords og insisterer på, at køre hjem, er: "Fuld, kør langsomt"…

Natklubberne skal ifølge en ny forordning have et par stole reserveret til berusede, så de kan dampe lidt af, inden de fører et motorkøretøj. Og ja, jeg er helt seriøs – Bangkok Post skrev om det den 10. december 2023 i forbindelse med udvidet åbningstid til klokken 4-morgen.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
"Stopping Point for Drunker" (Stoppested for beruset) står der på skiltet. Natklubberne skal ifølge en ny forordning have et par stole ved udgangen reserveret til berusede, så de kan dampe lidt af, inden de skal føre et motorkøretøj.

Især ved højtider som nytår – og dem er der to af, både vores vesterlandske og det thailandske songkran i midten af april måned, hvor cirka 35 millioner, det er omkring halvdelen af befolkningen, begiver sig ud på vejene – er promillekørsel udbredt. Under disse to højtider er promillekørsel skyld i en tredjedel af alle ulykker.

Det er dog ikke en opfordring til, at du selv skal afprøve grænser – grænsen er 0,5 ligesom i Danmark – der er tilmed begyndende promillekørsel-kontrol – razzia – i større byområder.

Så tiderne har angiveligt ændret sig, siden min gode danske ven, for efterhånden en del år siden, havde fået lidt for meget Mekong-Cola indenbords i nattelivet og derfor besluttede sig for, at køre hjem uden lys på motorcyklen i den forkerte side af vejen. Så mente han nemlig, at eventuelt politi ville anse ham, som en thailænder og derfor ikke foretage sig noget. Det gik fint de første 11 kilometer, lige indtil svinget med den døgnbemandede politiboks, ind i landsbyen, hvor han boede. Her skvattede han lige foran politimændene. De kom løbende ud, tjekkede motorcyklen, tjekkede ham, børstede støv af ham, satte ham derefter op på motorcyklen og klappede ham på ryggen – der var nemlig heldigvis hverken sket motorcykel eller ham noget – forsat god tur…👍😉

Førstehjælp synes at være et ikke eksisterende ord på thailandsk. Thailændere vil se til, på afstand, men meget sjældent hjælpe en tilskadekommen, med mindre vedkommende selv kan rejse sig og bare behøver lidt hjælp til, at komme ind og sidde i vejsiden. Jeg har fået fortalt, at man er bange for, at gøre noget forkert og efterfølgende blive draget til (økonomisk) ansvar.

"Førstehjælp er største hjælp" stod der engang på bagvæggen i Falck-Zonens garager. Kan du ikke andet, så brug telefonen og ring efter hjælp, du finder numrene her…

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
"Førstehjælp er største hjælp" – gode numre at taste ind på mobillos – Erawan Emergency er dog kun for Bangkok.

På en sen aftenbustur fra Prasat via Korat til Bangkok vågnede jeg af smådøsen ved, at blive slynget mod ryglænet på sædet foran, samtidig med en øresønderrivende lyd af metal fræsende mod asfalt. Da bussen standsede lå der en mand med hovedet nedad på vognbanen lige ud for mit vindue. Blodet begyndte at løbe ud fra hans hoved. Ingen – jeg gentager igen – så til vedkommende trafikoffer i de godt 10-15 minutter der gik, før vi passagerer fik lov at komme ud af bussen, for at blive samlet op på ledige pladser i andre busser mod Bangkok. Foran bussen, der havde kørt i den inderste vognbane nærmest skulderen – lå en sammenkrøllet motorcykel og en løs styrthjelm. Efterfølgende, i forbindelse med en senere tur med samme busselskab, fik vi at vide, at den omkomne motorcykelfører havde været beruset og kørt i den forkerte side af vejen.

Jer erindrer ikke, nogensinde at have set en afdød i trafikken i Danmark – eller de adskillige øvrige vestlige lande, jeg har ført motorkøretøj i. Hernede på Samui har jeg nogen dage set op til tre – jeg har for længst opgivet at tælle total. Ofte vil man lægge aviser, et klæde eller en presenning over de omkomne, indtil nogen erklærer dem døde og fjerner dem. Billedcollage herunder viser enkelte eksempler af ulykker på på min vej…

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
Udvalgte billeder fra mit dashcam:
a) Ups, en big bike skvatter en par biler foran mig.
b) En gadehandlers motorcykel med sidevogn er væltet, han sidder tilsyneladende inde på fortovet og venter på hjælp, der er hospital med ambulance-service få hundrede meter til begge sider.
c) Udvalgt for at vise, at man tildækker omkomne – det hvide klæde midt på vejen – indtil de kan flyttes. I dette tilfælde en udlænding, som ikke bremsede korrekt for en anden motorcyklists u-vending, væltede, gled og slog hovedet ind i den anden motorcykel (oplysning fra politirapport og CCTV af ulykken).
d) Sen aften, folk kigger imens der ligger en person sammen med den væltede scooter. Folkene bad mig køre videre, så de har angiveligt sørget for hjælp, en af dem talte i telefon.

Så, lad være med at spille Karl Smart på motorcykel, overlad det til thailænderne. Du vil kunne opleve især uge fyre – og nok derfor, de er i overtal i statistikkerne – som foretager dumdriste manøvre på motorcykel midt i trafikken. Det er ligeså dumt, som det er dristigt, og du bør derfor være opmærksom på, at andre kan tage dumdristige chancer på din bekostning.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
Ved pilen på første frame (stillbillede fra dashcam) holder en big bike ved en udkørsel til en befærdet vej. Pludselig tager en vis herre over hos motorcykelføreren – han har en dame på bagsædet, som måske skal imponeres – så han er overbevist om, at han kan nå at smutte ind foran mig. På tredje billede ved pilen kan ses, hvor meget mit dahscam svinger i ophænget på grund af min hårde opbremsning. Parret på motorcyklen her var heldige, thi det er ikke smart at spille Karl Smart i trafikken.

Jeg har bosat mig i et turistområde med mange unge gæster, så jeg ser talrige unge udlændingefyre, der enten har lært noget af thailænderne eller bare er ligeså dumdristige. Eller også tror de, at de kan scorer damer med den slags manerer, på en ofte lidt større motorcykel, end de magter at værre herre over. Jeg har således også set dem vælte midt i trafikken – nogen af dem skal prise sig lykkelige for, at jeg kørte i en fart efter forholdene og har en lynhurtig reaktionsevne.

Ellers pæne voksne turistpar på scooter, kan også sagtens vælte ganske umotiveret, lige foran en bil – også foran min…

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
Selv om der køres tilsyneladende pænt, så er en to-hjuler en farlig indretning, hvis man ikke en vant til den slags – jeg går ud fra dette er tilfældet, med det asiatiske, angivelige turistpar her – man kan sagtens helt umotiveret skvatte. Godt de væltede til venstre og ikke ud på kørebanen.

Hospitalerne på Samui har til gengæld en fin indtjening fra både unge udenlandske tohjulede turister og uerfarne motorcyklister. De, der slipper lettest, får sig en eller flere såkaldt "Samui Tattoo". De er ikke tusch, men derimod pænt store hudafskrabninger, der forbliver flot synlige i meget lang tid. Du kan helt sikkert også erhverve sådan kropudsmykning andre steder i Thailand. Andre, med brækkede lemmer, lappes nødtørftigt sammen og må på krykker ud i øens pulserende partyliv. De mere uheldige kommer til at blive på hospitalet indtil hjemtransport er mulig, enkelte er ikke engang så heldige.

Den der har råd, kommer til at betale, hvis der sker en ulykke. Forestil dig, at en motorcykel kører ind i dig. Føreren er en ung teenager uden kørekort og der er ikke betalt vejskat for motorcyklen – forældrene havde ikke penge til det – og derfor er den også uden lovpligtig forsikring, de to ting følges nemlig ad. Hvem tror du, kommer til at betale?

Jep, jeg kom – naturligvis – til at betale, da en knægt uden kørekort en aften i høj fart på motorcykel fra en sidevej ramte ind i min søde kæreste på scooter. Og det både for knægtens brækkede arm – jeg måtte tilmed køre ham og forældre til hospital, de insisterede på ingen ambulance og dermed ingen politi på grund af manglende vejskat – og for den heldigvis mindre skade på kærestens scooter. Selv om min kæreste har egen økonomi, havde jeg bedst råd til at betale.
 

Er uheldet ude

Hvis du kommer ud for en mindre ulykke, kan det ofte udredes med økonomisk kompensation. Det skal du altid foretrække – især som turist eller trækfugl – da du ellers kan risikere at få udrejseforbud, indtil sagen kan retsligt afgøres.

Her er trafik-kultur også vigtig at forstå – lad være med at insistere på uskyld og risikere, at sagen derfor skal for Retten – ofte er den, som har råd til at betale, også den "skyldige". Det er blandt andet derfor, at en god forsikring er vigtig, så en forsikringsagent kan ordne det meste for dig.

Hvis du selv kommer ud for, at skulle betale erstatning, så er det stadig langt den nemmeste løsning. Politimesteren kan have en stor sort bog, hvor sagen og aftale om erstatning skrives ind i, hvorefter begge eller alle parter underskriver – kontanter skifter hænder – og så er sagen endeligt afgjort og ude af verden. Forinden, kan der sagtens være en længere diskussion, og en thailænder kan endda blive fulgt af en masse "vidner", der har en mening og udtaler sig, selv de slet ikke var til stede, da ulykken skete. Ofte vil politimesteren kunne skære igennem og fremkomme med et ret rimeligt forlig.

Er der sket noget mere alvorligt, er det vigtigt, at du får kontakt til en advokat. Du må ikke erkende eller skrive under på noget uden dels juridisk bistand og dels, at det er oversat til et sprog du forstår. Bliver du anholdt, er det vigtigt, at den danske ambassade i Bangkok får besked, de kan også vejlede dig om advokathjælp i en sådan situation.
 

Summa summarum

En masse udlændinge begiver sig trods alt ud i den thailandske trafik og overlever.

Vær opmærksom på risiko og udfordringer – og vær især agtpågivende – når du er derude, så klarer du den såmænd nok også…

Kommenter gerne I Facebook-gruppen, hvis du har bemærkninger eller råd til at færdes i trafikken hernede – og tilføj, hvis du mener, at jeg glemt noget.

Tak til Michael Sihms for input til tråden…

Link DLT eLearning, Renew Thai driving license… https://www.dlt-elearning.com/forignerhome


Du kan kommentere denne artikel, hvis du er medlem af Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand, ved at klikke her.




Du kan følge andre danske i Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand, hvor du også kan kommentere og selv starte en tråd, hvis du bor i Thailand, påtænker at bosætte dig der, eller er trækfugl og opholder dig en del af året i Smilenes Land

 90

Alle artikler og fotos er af Per Meistrup, med mindre andet er angivet.
✉ Kontakt Per Meistrup
SameSame-ButDifferent.dk
© 2025 All content is subject to copyright.
© 2025 Alle rettigheder forbeholdes.
Denne side bruger kun nødvendige cookies og gemmer ingen data.
© Power Media Production - version:20-01-2025.