1. Hvis man drømmer om paradis og tropeø-strand, er Maenam-bugten på Koh Samui en oplagt mulighed.
Dronefoto lånt fra Samui Holiday.

2. De beskedne hytter på pæle til rygsæksrejsende på stranden i begyndelsen af årtusindet, var ren Bounty Beach-idyl. Det kostede 350 baht (70 kroner) pr. nat i højsæsonen, at bo i sådan en.

3. Lige ved siden af de små bungalows lå tre små restauranter på stribe, hvor aftensmåltidet kunne indtages siddende direkte på tropeø-stranden.

4. I 2004 var den første af de tre restauranter, Pomelo, lukket og sat til salg. Da jeg samtidig var blevet forelsket i paradis-øen og havde besluttet mig for, at flytte dertil i en nærmere fremtid, købte jeg den.
Der fulgte halvanden kokosnød-palme med – ”halvanden”, da palmerne oprindeligt blev sat som skelmarkører mellem jordstykkerne. Den til højre står inde på min grund – på min side af naboens mur – mens den til venstre er placeret så præcis i det senere GPS-opmålte skel, at naboen til den side og jeg nøjagtigt hver ejer en halvdel. Naboen, en ældre thailandsk advokat, fortalte mig, at han selv havde sat palmen som dreng. Da palmen bøjer ind over hans grund, er høsten af kokosnødder angiveligt hans.

5. Jeg fik de forfaldne gamle bygninger revet ned, bygget en mur til naboen, hvor der ingen mur var i skel, og brugte et par år på, at tegne mit kommende drømmehus. Ved udgangen af 2008 var alt parat til at komme i gang med at bygge. Udsigten er til naboøen Koh Phangan.

6. Mig i gang med at tegne mit drømmehus i midten af 0'erne på terrassen i vor lille lejede bungalow.

7. De sidste murbrokker og rester fra fortiden ryddes – kun den gamle vandbrønd bliver bevaret – alt klargjort til at begynde en ny era på den gamle fiskergrund.
De smalle jordstykker ud til stranden er oprindeligt for kystnære fiskere, hvor de kunne tørre net og opbevare båden under efterårets monsunstorm. Huset til venstre, var det første, der blev bygget på stranden. Det er en privat weekend-bolig for en af øens oprindelige kineserfamilier, der har bosat sig i Bangkok. Til højre ligger den anden af de tre strandrestauranter.

8. Det var fiskerens datter, som solgte ejendommen til mig, og hendes fars båd fulgte med, da han var blevet for gammel, til at fiske. Indtil jeg fik foræret båden væk, var den fin legeplads for min datter og hendes kammerat. Cementringene er kystsikring og tilsyneladende meget stærk – på grund af ringformen – de har holdt adskillige monsunstorme stangen, så de ringe bliver.

9. Min thailandske entreprenør til venstre, tjekker byggesjakkets formands færdigheder ud i gakkede gangarter – mere konkret, bliver mit drømmehus opmålt med tynde snore spændt ud mellem trærælingen på siderne, og dem skal man helst ikke rykke over, når man færdes inde i den kommende bygning, hvorfor Monty Pythons sketch rammer den virkelige verden ganske udmærket.

10. Opmåling foretages uden avanceret teknik, alene ved brug målebånd, 90-graders vinkel, træskelet, søm og snore, herunder lodsnor, som fungerer bedre end et vaterpas. Det er en af de mere erfarne bygningsarbejdere, der udfører den slags ekspertopgaver. Hunden til højre er et af flere husdyr, som arbejderne medbringer.

11. Ligesom vi har tradition første spadestik i Danmark, når et nyt byggeri påbegyndes, har man en tradition omkring ”lykkesøjlen”, ”lucky post”, som bygherren – min kæreste, vor datter og jeg – skal være med til at rejse. Det er noget spirituelt, og den slags går thailændere meget op i.

12. Der er også offer – blomster, spiseligt og drikbart samt røgelsespinde – til jordstykkets ånder, dem skal man nemlig sørge for, at være på god fod med. Det kan du læse mere om i tråden: Det gælder om at være på god fod med ånderne. Offeret klargøres af byggesjakkets seniorformand (tv) og vor entreprenør (th) under overvågning af kommende “Lady of the House” og vor unge pige i huset bagerst. Bemærk ansigterne, det er en seriøs vigtig handling.

13. De små cementbiler kunne bakke helt ind på grunden, så snart lykkepost-ceremonien var overstået.

14. Og så blev der lagt slidsker ud, som færdigblandet beton i stride strømme kunne glide ned ad til fundamentet, der er nogle solide fødder under de søjler, som bliver husets bærende konstruktion. Bemærk stålet til ”lykkesøjlen” til venstre.

15. Et par af byggesjak-familierne – der i vid udstrækning er gæstearbejdere fra nabolande, og ofte kommer som en hel familie med børn – har bygget sig barrakker til midlertidig bolig på byggepladsen. Formålet er, at de samtidig er sikkerhedsvagt for byggematerialer, især stål til betonkonstruktionen og træ til støbeforme og stillads.

16. De fleste af de øvrige bygningsarbejde var enten gæstearbejde eller fra andre områder af kongeriget, hvorfor de boede i barakker i en arbejdslejr. Transport af byggesjak til og fra arbejdspladsen forgår på ladet af en lastbil eller pickup-bil, som her, hvor ”mit byggesjak” holder fyraften. Bemærk, at mindre børn tages med på arbejde.

17. Formanden tjekker mens fundamentet – beton-fødderne til de bærende søjler – støbes. Lidt anderledes end ved bygning af et dansk parcelhus. Mit hus kommer faktisk til at stå på omkring en meter høje stolper, ligesom et typisk thai-hus, men nede under sandet, der efterfølgende vil blive fyldt op med.

18. Efter af søjlefødderne er støbt færdig, ser den kaotiske start faktisk helt fornuftigt organiseret ud og ligner tegningen.

19. Hvis ikke man er artig, så er der ingen frokost – min datter er på “overarbejde” mens resten af byggesjakket holder middagspause – stålforstærkningen er til støbning af de bjælker, vi danskere nok vil kalde fundament. Men det er de ikke, fundamentet er de solide søjlefødder, der nu er skjult under sandet.

20. Søjletjek – jo, den er i vater, og helt uden brug af vaterpas...👍

21. Et par af byggesjakkets kvinder laver cement-klodser med en lille brugt konservesdåse, som form. Og nej, det er ikke legetøj til medbragte børn. De runde klodser er derimod monteret med et par stykker ståltråd og bliver separation til stålnet, når der støbes gulv og etageadskillelse.

22. Her er det mændene, som “leger” med klodserne, hvor de binder dem under stålnettet, der skal styrke betongulvet. Formålet er, at der kommer beton hele vejen rundt om stålet, så det rustbeskyttes af betonen.

23. For novicen ligner det kaos, men formanden ser tilsyneladende tilfreds nok ud, med placeringen de blå plastik-vandrør til såvel vandforsyning, som afløb i den vestlige side af stueetagen. Jeg må give han ret, de ser korrekt ud, jeg har jo selv afsat, hvor de skal munde ud, da jeg tegnede huset.

24. Det, der ligner vandslanger på indersiden af ”fundamentet” er såkaldt Pest Control. Smart løsning, hvis utøj – de være sig for eksempel myrer og termitter – skulle finde på, at indlogere sig under huset, thi så kan de gasses gennem disse slanger med de små gule gasdyser.

25. Og så rejses der ellers søjler. Bemærk, at nogle af dem er pakket ind i plastfilm, for at holde på fugten mens cementen hærder. Pindene er ikke til brænde, men derimod til den kommende understøttelse af bjælker og etageadskillelse. Det blåstribede plastik er hængt op, for at give lidt skygge til arbejderne – vi er nemlig nået frem til begyndelsen af årets varme periode.

26. Byggepladsen er nu fyldt med ”soldater” – træstolper perfekt nivelleret til at understøtte formene for de kommende bærende bjælker til 1.salen – ”soldater” er dansk byggeslang, da understøttelsen står på rad og række, ligesom rigtige soldater.

27. Formanden, byggeprojektets allervigtigste person. Det er ham, der har styr på alt – byggesjak, materialer, tegninger og ekspertopgaver som vand og kloak – selv entreprenøren spørger formanden, hvis han er i tvivl om noget.

28. Den store blå mappe, som følger formanden konstant, er husets ”blueprints”. Det vil sige arkitektens detaljerede CAD-version – Computer-Aided Design – af mine håndtegninger. Blueprint var den metode, man historisk brugte til at kopiere tekniske tegninger med en en fotografisk kopiproces fra 1840'erne. Her blev en tegning på halvgennemsigtigt papir, lagt ovenpå lysfølsomt papir og belyst. Resultatet var hvide streger på en mørkeblå baggrund. Metoden blev anvendt helt frem til 1950'erne, hvor man kunne kopier med sorte streger på hvidt papir – disse tegninger kaldtes dog stadig for "blueprints" af gammel vane.

29. ”Safety First” er navnet på en fjern by i Sibirien. En hat med bred skygge er bedre beskyttelse end en hjelm – mod solen altså – man skal bare glemme alt om de strenge sikkerhedsregler på en nutidig dansk byggeplads og i stedet nyde byggesjakkets færdigheder ud i balancekunst. Sikkerheden var faktisk i top, der var overhovedet ingen uheld.

30. Støbeform til en søjle på 1. sal bankes på plads.

31. Beton til støbning på 1. sal langes op i spande af en lang række arbejdere, og endnu en række til returnering af de tomme spande. Det regner lidt, men det er faktisk fremragende støbe-vejr.

32. Selvom der er travlt og skal arbejdes hurtigt, når der kommer cementbil med færdigblandet beton, kan der sagtens blive tid til, at smile til fotografen.

33. Tomme returspande kasten ned, som var byggesjakket et hold bedre cirkusartister ud i kunstarten ”flyvende spande”.

34. Mor og teenage-datter.

35. Datter, far og byggesjakkets indiske arbejder tager en slapper og nyder udsigten til venstre I billedet, mens andre stadig arbejder til højre.

36. Indere er meget entreprenante — man møder dem ofte i Thailand som gadesælgere eller skræddere, hvis ikke de har etableret en kulinarisk oplevelse i form af restaurant med hjemlandets specialiteter – “vor inder” investerede sin løn i fiskenet. Han var en af dem, der boede på byggepladsen, så om aftenen svømmede han ud og satte net. Tidligt om morgenen svømmede han atter ud efter sine net, nu med små fisk i. Han tørrede omhyggeligt fiskene på en ekstra barak-tagplade, lagt øverst på byggeriet, hvor der var masser af sol.

37. Om eftermiddagen var inderens “klipfisk” klar og blev solgt som aftensmad til nogle af de bygningsarbejdere, der skulle køres hjem til arbejdslejren.

38. Et typisk byggeplads-køkken. Der bliver angiveligt kogt noget stærkt krydret i den store gryde, mens der er vand i den mindre ovenpå til at dampe “sticky rice” i kurven øverst. De specielle ris er en laotisk specialitet – bortset fra en inderen og en ældre thailænder, var de andre arbejdere boende på byggepladsen alle fra Laos – som tillige er udbredt i det nordøstlige Thailand. Dette ret store område kaldes Isaan, hvor der overvejende tales dialekten lao-thai, bortset fra tre østlige provinser, der primært er beboet af folk med khmer-rødder.

39. Da husbyggeriet blev så fremskredent, at der var betongulv og egentlige rum, blev vi lidt “sammenspiste” med de fastboende byggearbejdere. Vi arrangerede af og til hyggelig fællesspisning og inviterede også thailandske naboer med. Tilsyneladende noget alle var glade for. Den uskarpe person ved siden af inderen – han har travlt med at spise i stedet for at smile til fotografen – var en af de få thailandske bygningsarbejdere. Han blev kaldt Lung, hvilket betyder “onkel”.

40. Lung kom fra entreprenørens hjemegn, Nakhon Si Thammarat ovre på fastlandet. Han var en ældre meget erfaren byggearbejder, som blandt andet stod for opmåling og nivellering, hvilket foretages med en lille klar plastikslange med vand i. Seniorformanden ser til, mens eksperten afsætter præcis højde i vater, før der skal støbes betongulv.

41. Resten af byggesjakket blev dog ikke snydt for fællesspisning. En gang om måneden inviterede vi hele holdet, samt formænd og entreprenør, med ægtefæller og børn til “hot pan BBQ”, hvor vi snildt kunne fylde tre langborde.

42. Hot pan BBQ er en tag-selv buffet med alskens lækkerier – nogle af dem nok mest for thailændere, med mindre man holder af dyreindmad – som steges i trækulsgrill på bordene. Udenom grillen er der suppe til at koge fisk, rejer og grønt i. Faktisk en hyggelig måde at kokkerere på sammen, som absolut bør prøves. Når vi havde vesterlandske venner på besøg, blev de naturligvis en del af festen.

43. Formålet med fællesspisning var at få et godt team og glade arbejdere. I forhold til en dansk byggeplads syntes arbejdet hernede hårdt, men folk er vant til det. En byggeplads var også hårdt fysisk arbejde i gamle dage i Danmark. Bemærk, at der forrest er gasbetonblokke, som er ved at blive båret op. Det var et helt ny produkt her i Thailand, da jeg byggede. Det glædede mig, for vi danskere har jo længe brugt denne svenske opfindelse fra 1923 med en fremragende isoleringsevne, til at holde på varmen. Jeg valgte at bygge dobbelte ydervægge i gasbeton til alle rum med aircon – porrebeton, som det hedder nu, kan jo også holde på kulden.

44. Der var dage, hvor der kun var arbejde til mændene. Byggearbejdere er på dagløn, så ingen løn til damerne, der alligevel godt kunne være med på byggepladsen og se på – så de ikke kedede sig – og så var der også lidt mere opsyn med medfølgende børn på de dage.

45. En undtagelse er byggesjakkets charmerende tomboy – hed “drengepige” på dansk dengang jeg var knægt og ung – hun er med på herreholdet.

46. Byggesjakkets medbragte børn havde angiveligt masser af fornøjelse, udfordringer og spændende ting at lege med på “byggelegepladsen” – her er en gasbetonblok ved at blive savet over med en nedstrygerklinge.

47. Det var altid spændende, når min kæreste og vor datter kom forbi, for de havde ofte mandariner med til ungerne på byggepladsen.

48. At binde stål til betonbjælker er kvindearbejde.

49. At være murerarbejdsmand – det vil sige blande cementmørtel, bære blokke og skære dem til – er også kvindearbejde, mens mændene murer væggene op.

50. Kvinderne har brugt flere dage til at grave sand væk på stranden, så mændene kan komme til med forme. Foran den gamle kystsikrings cementringe, støbes der en ny 20 centimeter tyk ny jernbetonvæg, der går langt ned under sandet. Den støttes af fire kraftige bjælker, som går helt ind til husets fundament. Bjælkerne bliver tillige underlag for det kommende terrassegulv. Der skal noget af en monsunstorm til, for at skubbe til den anordning. Hele fronten hæves også omkring en halv meter, så der er lidt at give af, til stigende vandstand.

51. Blikkenslagerne – der på thailandsk hedder ช่างประปา, chaang bpra-bpaa, som kan oversættes til “vandforsynings-håndværker” – er i gang med rørinstallation til den udendørs jacuzzi. Grundstørrelsen er jo beskeden – tidligere fisker-plot – så jeg fravælge er lille pøl, der alligevel vil være for lille til at svømme i. Der er masser af uendelig stor saltvands-pøl nede på stranden, så jeg vil heller have et “massagebadekar”. Blikkenslager – vandforsynings-håndværker – der også installerer kloak, er ikke et beskyttet erhverv, som i Danmark. Tilsyneladende er det primære krav til jobbet, at man kan save et blåt plastikvandrør over og lime det sammen med et andet stykke blåt plastikvandrør. I bagklogskabens altid ulideligt klare lys, burde jeg have sat mig en smule mere ind i vandforsynings-erhvervet. Med lidt mere viden, var der nogle småting, som jeg ville gøre anderledes, end de “professionelle eksperter” udførte det.

52. Med betondæk på strandterrassen kan det fastboende byggesjak opgradere deres barakker til beachfront. Pladsen de stod på bagerst på grunden, skal nemlig bruges til den sidste fjerdedel af huset, der faktisk bygges i to etaper.

53. Udgravning til sidste søjlefødder er tilsyneladende ikke en større opgave, end det kan gøres med håndkraft, der er heller ikke meget plads til en “makro”, det hedder en gravko hernede. Den gamle brønd – det runde cementdæksel – bliver bevaret, men kommer til at stå inde i husets maskingrum.

54. Tilbygningen – kan man vist kalde den – kan snappes lidt som luftfoto i fugleperspektiv, da første del allerede er kommet helt op i højden.

55. Byggemøde – der er noget, der ikke stemmer – seniorformanden havde fat i mig og sagde, at en væg blev for lang, til at stå alene. Jeg bad ham kigge på tegningen. Ups, de havde glemt en søjle.

56. Middagspause – det vi kalder frokost – varer en time. Man spiser varm mad eller afkølet varm mad, ligesom man gjorde i gamle dage i Danmark. Siden blev den varme middag flyttet til aftenen, men bevarede navnet “middag”. Et thailandsk måltid skal helst bestå af tre forskellige retter, foruden ris. Der er en times pause fra klokken 12 til 13, så man kan også nå en lille middagslur, men nok kun “en hael tiem på dæj jæen sij”.

57. Der er et par arbejdere, der tilsyneladende har fundet plads til en forlænget middagspause i fred på øverste hylde, mens dem på lavere niveau nedenunder allerede er i gang med mureske og cementmørtel.

58. Byggesjakkets ungarbejder spartler sprækker i betonbjælkerne, så de lukkes helt tæt. Man kan med fordel bruge vandfast beton-blanding til bærende bjælker og søjler, det skulle jeg have vidst, dengang jeg kontraherede entreprenøren.

59. En af de unge kvindelige begningsarbejdere fra Laos smiler til fotografen.

60. Der blev jævnligt udført imponerende tom-spande-kast, når færdigblandet beton skulle hurtigt op i højden – huset bliver i alt tre etager plus loft til vandtank, som der skal et bar pæne betonbjælker til at undertøtte.

61. Du kan bedre få lidt indtryk at størrelsen, når set fra indkørslen, hvor tagspær også er kommet op. De er i stål – og her ved at blive malet med en ekstra omgang rustbeskyttelse – da termitter har fravalgt stålspær i deres kostplan. Hårdt træ som teak, hvilket er rimeligt uoverkommeligt at tygge i, er både svært at skaffe og megadyrt. Desuden er stål mindre brandfarligt end træ, så det er det gængse førstevalg i Thailand. Siden jeg byggede, er det nu blevet muligt at få galvaniseret stål til rem og tagspær.

62. Udsigts-tjek fra det kommende soveværelse – den kan man vist godt holde ud, at vågne op til. Bordene nede på strande skyldes, at der på hver side af huset ligger en restaurant – den ene nabo udlejede sit weekend-hus til formålet, det andet spisested lå der i forvejen. “Always look on the bright side of life”: Man behøver ikke engang selv have køkkentjans, naboerne serverer gerne tre daglige måltider på den kommende private terrasse.

63. Den kommende “Lady of the House” og bygherren på terrassetjek – de synes tilsyneladende, at være tilfredse med byggeriet udvikling.

64. Min entreprenør fandt et dygtigt team og fine natursten til dekorere kystsikringen.

65. Fem måneder efter “vi gik i jorden” – sådan hedder det vist i byggejargon, når man starter et byggeri – begynder det, at ligne et hus.

66. Inden der kan lægges tagsten, skal der monteres tagfacadebrædder – “fascia” – som er fremstillet i kraftig fiber-cement. De findes i færdig udformning til formålet og er med garanti noget, termitter undlader at mætte sig i.

67. Klar til at lægge tag. Det er ret tunge cement-tegl – som vel slet ikke er tegl, når de ikke er lavet af ler, men derimod tagsten – jeg har valgt at kontrahere hele tagopgaven, inklusive galvaniserede stål-lægter, til SCGs tageksperter. Det er et hold på tre mand, som kommer ned fra Bangkok. De har båret tagsten op og lagt en vandbeskyttelse ude ved enderne, så taget bliver tæt. Mange tage hernede lækker i et kraftigt skybrud, derfor valgte jeg ekspertise fra en solid virksomhed – Siam Cement Company, grundlagt i 1913, og faktisk et F.L. Schmidt & Co. projekt med dansk direktion helt frem til 1974 – de giver nemlig 5 års garanti. Selskabet er der nok også stadig næste år, hvis taget ikke holder tæt, og man får brug for garantien – det er ikke sikkert, at man lige kan finde sin thailandske entreprenør, når taget efter et årstid opfører sig, som en si – skulle jeg hilse og sige fra nogle venner med erfaring fra utæt tag.

68. Et par glade taglæggere, der er ved at montere varmeisolering – ja, reflekterende folio, for at holde varmen ude – det er faktisk en imponerende forskel, at det lag er der, så et dårligt sted at spare.

69. Tagarbejde er farligt – man skal ikke have højdeskræk, som jeg – men med en anelse fordrejet kameravinkel, ser det endnu farligere ud. Taget har kun 45-graders hældning.

70. Senior-formanden tjekker, at taget bliver, som et tag bør blive.

71. Snapper lige et strandfoto af helheden, mens de sidste tagsten bliver lagt. Det grimme hegn i forgrunden er til min næsten nabo – en britisk advokat og hans ligeså britiske hustru, der kalder sig “nabo” – som også er ved at bygge.

72. En af bygningsarbejde har konstrueret en drage, oppe i taghøjde er der god vind til at sende den afsted. Vinyl-tagrenderne er kommet op før tagsten, da de er nemmere at montere før, da taget går lidt ud over tagrenden.

73. Hallo dernede, så er vi ved at være færdige med taget.

74. Den kommende “Lady of the House” og et par glade taglæggere efter endt arbejde – det tog tre mand en uges tid, at få det hele båret op og lagt, hvor det skulle. Til gengæld var der to-tre gange så mange “someone important”-chefer – endda flere af dem helt oppe fra Bangkok – til at kontrollere arbejdet og snappe fotos. Interessen for mit tag udsprang efter sigende af, at den lokale chef fra tageksperts-afdelingen var kommet til at nævne, at nabohotellet havde mange ukrainske eller russiske gæster – unge damegæster – og de yndede at brune deres utildækkede attributter på stranden lige foran huset…😉

75. Tagafslutningen fejrer vi med at opfylde tagsjakkets drøm, om en tur ud i øens pulserende natteliv med cabaret-forestilling og besøg i The Green Mango-natklubben sammen med den lokale SCG-tagekspert. Husets kommende frue er billed-snapper, den søde unge frøken i forgrunden drømte vist om at få en anpart i bekendtskabet.

76. Dørkarme er same-same but different: Hvor vi hjemme i Danmark ville lade en åbning være i murværket – hvori en tømrer eller snedker senere vil indsætte en dørkarm og dør – så er karmen en del af murerarbejdet hernede. Dørkarmen rejses først, og så mures væggene op omkring den, solidt forankret med lange skruer ind mellem murværket.

77. Når væggene er muret op er det tid til at pudse dem – fruen er murerarbejdsmand m/k, der udfører det tunge arbejde – der pudses med cementmørtel, så den er hård som sten, i modsætning til blødere dansk kalkmørtel, som man kan kradse i. Først afsættes alle skarpe kanter, som her på billedet, det er et ekspertjob.

78. Det er fritstående søjler også – ekspertjob – jeg har adskillige af dem, og de skal helst være identiske i størrelse. Og det blev de…👍

79. Store vægflader – som her – fordrer, at man er hurtig og kan få hele væggen ens glat, inden den fugtige cementmørtel størkner i varmen. Det er ofte et specialteam i under-entreprise, der kommer og pudser vægge. Min entreprenør have kun selv et par stykker arbejdere i sin fold, der var dygtige nok til det.

80. Min datter gik i farmands spor og fik lov at prøve pudse-udforingen – hjemme i Danmark ombyggede jeg en gammel landbrugsejendom, så jeg har pudset de vægge, jeg skal pudse – resultatet blev godkendt af de lokale eksperter og var tilsyneladende tilfredsstillende udført.

81. Min entreprenør, khun Thien, og hans senior-formand, syntes at være tilfredse med byggeriet, så det bør jeg vel så også være.

82. Til stor applaus fra byggesjakket, lykkedes det endda at få entreprenøren til, at udføre noget fysisk arbejde…😀

83. De sidste detaljer kommer på plads på øverste balkon – jeg har højdeskræk og balanceproblem, jeg skal ikke nyde noget af, at stå deroppe på gelænderet – de to thailandske bygningsarbejdere ser derimod ud til, at det er “a piece of cake”, så dem hyrer jeg til de sidste detaljer.

84. Det er sommer 2010 og eftervirkninger af den økonomiske nedsmeltning, så min entreprenør har kun et enkelt nyt byggeri på bedding. Han er derfor glad for, at jeg midlertidigt overtager et par arbejdere, så han kan beholde dem, indtil der atter kommer gang i økonomi og nye byggeopgaver. Den ene af de to er ekspert i at mure og pudse, så han begynder at afslutte arbejdet med jacuzzien på strand-terrassen.
Plankerne i forgrunde er fibercement til loft over balkoner – noget termitter hader, selvom de ligner rigtigt træ til forveksling – de blive grundet og malet, inden de sættes op.

85. Den anden kan klatre, som en abe, så ham lærer jeg at afdække og male. Ofte er malearbejde en tidligere landbrugsarbejder, der får stukket en bøtte maling og rulle i hånden af formanden, med ordre om at rulle maling på huset. Den slags malearbejde holder i bedste fald nogle år. Jeg besluttede selv at male hele huset – det vil sige, at min thailandske byggesjak-makker malede alt udvendigt i højden, og jeg alt forneden og indvendigt, i fornem balance med min højdeskræk – den er nok en årsag til, at jeg ikke blev linedanser i Cirkus Arena og i stedet endte hernede. Øen har for øvrigt en cirkus-skole, så her er lidt savsmulds-stemning.

86. I stedet for et tilbud på malerarbejdet – som i Thailand ofte er mange folk i adskillige dage, for at retfærdigøre en høj pris, med ofte ender med få folk at færre dage – valgte jeg at betale for materialer og tid. Jeg kunne vælge kvalitetsmaling, forlange ordentlig afdækning og skynde sig langsomt, og to gange grunder samt tre gange farvedæk, med et døgn imellem hvert lag, så et lag kunne nå at tørre, før det næste blev rullet på.

87. Og huset set fra strandsiden. Resultatet af malingen blev ganske udmærket og holder stadig i skrivende stund, 16 år senere. Det gør naboens maling derimod ikke – de byggede samtidig med mig – noget så allerede så herrens ud efter det første år, at ejerens frue spurgte mig, hvorfor mit malerarbejde holdt så meget bedre end deres? Det var en del at totalentreprisen, hvor en byggearbejder fik udleveret en rulle og en spand maling af en billig type, som jeg ville have fravalgt.

88. I Danmark limes gulvklinker fast direkte på cementguldet, hernede lægges de i deres eget betonlag, som typisk er omkring 10 centimer tykt, ovenpå cementgulvet, der er etageadskillelse. Det er brusenichen i et badeværelse, hvor gulvet påbegyndes. Vægfliser kommer op bagefter – og de limes derimod direkte på den pudsede væg, ligesom vi danskere gør det.

89. Min entreprenør byggede normalt luksusvillaer oppe i bakkerne. Det var hans “klinkemand”, som jeg fik i egen entreprise – min entreprenør fik provision af ham, sådan foregår det i Thailand – han lagde alle husets klinker og satte alle fliser op, helt alene.
Loft og vægge blev malet før der blev lagt gulvklinker, så vi ikke behøvede at afdække gulve. Der kom klinker som fodpanel langs kanterne, så derfor var væggen ikke malet helt ned. Klinker skal helst limes direkte på cement uden maling.

90. Jeg købte en professionel fliseknækker-maskine til ham – det var et helt nyt instrument hernede – i stedet for at bruge en vinkelsliber, til at skære fliser og klinker. Der blev trukket snore og målt op, så alt passede. Alle indendørs gulvklinker blev lagt i diagonalt mønster – på engelsk kaldt “diamond pattern” – mens alt udendørs, balkoner og terrasser var i klassisk gittermønster, altså i lige linje. Han trak en ret linje fra nederste trappetrin på stranden, som gik igennem hele byggeriet til bagerst ved carporten – meget imponerende præcision, rent luksusarbejde – og så var hans pris for arbejdet tilmed yderst rimelig. Du får næppe et klinkegulv lagt i Danmark for 30 kroner pr. kvadratmeter (eksklusiv materialer).

91. Hernede, hvor byggepriser er overkommelige i forhold til Danmark – og det er arbejdslønnen og beskeden 7% moms, der overvejende udgør forskellen – kunne jeg vælge “en-suite” til alle soveværelser, det vil sige eget badeværelse. Jeg valgte et meget klassisk flisedesign, som jeg syntes passede til et lidt nostalgisk husdesign ved havet. Det er et spørgsmål smag og behag. Det er en bruseniche på billedet med matte glassten i væggen, så der kommer lys ind, uden man kan se ind.

92. Også køkkenet blev udført med et klassisk gulv, en stil jeg erindrer fra min barndom i mine bedsteforældres badehotel-køkken ved Vesterhavet. Resten er moderne element-køkken i europæisk-stil med granit-bordplade. Elementkøkken skal man nok være lidt varsom med, dels af hensyn til termitter, der holder ganske meget af spånplade-menu, og dels af hensyn til såvel fugt, som hvis der skal laves typiske thai-retter. Til sidstnævnte anbefales et udendørs eller halvåbent køkken, så måske man bør have to køkkener i sit hus.

93. Spejl-selfie i et soveværelse – der er klædeskab bag spejldørene — døren i naturtræ er opsat for tilpasning, den bliver taget ned og sprøjtemalet hvid, ligesom alle indvendige døre.

94. Jeg havde også designet et spa-værelse med en lille sauna – hedder aroma-terapi hernede – og indendørs to-personers jacuzzi, der endnu ikke er ankommet på fotografiet. Jacuzzien har vi stort set ikke brugt – i modsætning til den udendørs på strandterrassen – så man skal nok tænke sig godt om, inden man bruger kvadratmeter og penge på sådan noget. Rummet bliver måske ændret til noget work-out værelse.

95. På en tidligere udstilling havde jeg fundet et basrelief med elefanter i klassisk khmer-stil, som mange genkender fra Angkor-ruinerne. Jeg købte det og tegnede mit hus med en væg, hvor det skal hænges op. Det består af en masse mindre relief-fliser, som her er samlet på et gulv, for at tjekke de nøjagtige mål til væggen.

96. Folkene der satte relieffet op, gav kanterne lidt brush-up farve. Jeg fik farvepulver – สีฝุ่น (See Phoon) – med hos leverandøren. Det er en type højkoncentrerede jernoxid- og mineralpigmenter, som er meget anvendt til traditionelt og neotraditionelt thailandsk kunsthåndværk, der efterligner den antikke, patinerede Khmer-sandstensstil, som stammer fra historiske templer, for eksempel Phanom Rung, det imponerende klippetempel i Buriram.

97. Jeg gav selv det hele en ekstra omgang. See Phoon-farverne er fint til udendørs cementrelieffer, fordi de er UV-resistente. For at ramme den helt rigtige historiske atmosfære, bruger thailandske kunstnere typisk en kombination af tre grundfarver. Jernoxid-gul, anvendes som base til at efterligne den klassiske gullige eller beige sandsten, der findes i mange Khmer-helligdomme. Jernoxid-rød giver rødbrune eller terrakotta-agtige nuancer. Desuden Jernoxid-sort/mørkegrå, som her bruges til elefanterne.

98. De færdige elefanter med "drikkekar". Hele relieffet er afsluttet med en klar akrylemulsion, som er “flydende plastik” opslæmmet i vand, hvilket fungerer som et ekstremt stærkt, gennemsigtigt og vejrbestandigt bindemiddel.

99. Vi fik også et relief sat op ved jacuzzien på strandterrassen. Det havde husets frue bedt om, at få leveret færdigmalet i nogle stærke farver, der matchede oplevelsen af, at snorkle i det levende koralrev – kaldt “Den Japanske Have” – ved Koh Nangyuan ude i øhavet.

100. Ved indkørslen valgte jeg nogle små 10x10 centimeter sten, der kan minde om de brosten, man ser i London på sidegaderne omkring Hyde Park. Det er et ret nøjsomt job at lægge dem, især fordi stenene har tre forskellige farver og jeg har lavet en tegning med et specielt mønster, de skal lægges efter.

101. Vores datter og hendes legekammerater havde tegnet hinkerude ved at ridser streger i gruset foran vor lejede bungalow. Legen stammer fra 1600-tallets England og hed “hopscotch” – hvilket intet har at gøre med Scotland – hvor hop betyder at hoppe på et ben, ligesom danske hinke. Scotch kommer fra det gammel-engelske ord “scoh” en ridse i jorden. Man hoppede – hinkede – over stregerne ridset i jorden. I 1700-tallet blev der byttet om på ordene, så i dag hedder legen Scoth-hop på engelsk.
Sådan en syntes jeg vi måtte have permanent. Indkørslen passede lige til en hinkerude, hvis jeg brugte de små brosten, der heldigvis fandtes i tre farver, så jeg kunne sætte nummer i felterne. En god ven tog nogle hinkesten med ned til os fra Danmark.

102. Vores datter – siddende i polka dot – ved siden af en legekammerat. De øvrige er “The Lady of the House” til højre og vores to unge piger i huset. Den ene er for øvrigt en laoter fra byggesjakket – hendes mor syntes at byggearbejde var for hårdt, så vor entreprenør billigede, at hun i stedet kunne blive ung pige i huset hos os – den anden er fra naboens byggesjak, hvortil hun var kommet fra Cambodja sammen med sin storebror, men formanden mente hun var for ung og bad os, om at “overtage” hende.
Det er det herlige ved Thailand og få sin arving sent i livet, at man hernede kan have råd til lidt luksus med ung pige i huset, ligesom mange engang havde det hjemme i Danmark – de unge piger dengang kom vist oftest fra “det mørke Jylland” – helt op til begyndelsen af 1970'erne.

103. Der begynder at komme noget inventar i hytten, her et gæsteværelse…

104. …Og stuen.

105. Jeg holder meget af Ganesha – den elefanthovedede hinduistiske gud for visdom, succes, held og lykke samt den, der fjerner forhindringer – så da jeg fandt ham på samme udstilling som elefantrelieffet, købte jeg ham. Jeg tegnede mit hus, med en plads parat til ham i mit arbejdsværelse…😉

106. Og der blev lys – første lystjek – imens vi byggede begyndte der at komme brugbare LED-pærer. I designfasen var der regnet med halogen og enkelte steder en ny Philips “sparepære”, der var meget lig en gammeldags glødelampe. LED-lys var stadig i en spæd fase, men nøje udvalgt kunne enkelte fungere. Det gjaldt om at vælge rigtigt, der er 142 “downlights” i huset – indbyggede loftslamper – så udskiftning af forkerte lysgivere kunne hurtigt blive en bekostelig affære, da de første brugbare LED-pærer var relativt dyre.

107. Det begynder at fungere. Jeg slap ikke for enkelt fejlkøb – eller rettere nogle køb for at prøve noget, der slet ikke lyste som forventet – men slap helskindet igennem. Siden er en stor del udskiftet til nyere LED-lamper, der skete meget udvikling i løbet af de følgende år.

108. Jeg fik et par åndehuse af træ sendt ned fra Chiang Mai – byen deroppe er specialister i fornemt træarbejde – sådan et par hører til. Det var faktisk mest mig, der insisterede på, at der skulle være et par hjem til jordens og husets æteriske væsener, for sådan er skik herne, og den bør man følge. Du kan læse mere om ånder i, Det gælder om at være på god fod med ånderne.

109. Det færdige resultat i slutningen af 2010. Der er siden plantet og vokset noget mere grønt op, som giver herlig skygge på terrassen.

110. Og så er det ellers bare om at nyde livet – her en tidlig morgen den 16. december 2010 set fra terrassen – det er faktisk monsunsæson, men sådan kan den altså også arte sig, hvis bare “jeg beder guderne om godt vejr”…🙂