Adressen er nem at huske: ssbd.dk – klik ind på siden, for Thailands-viden...
En dag kom en storsmilende dansk ven forbi med to iskolde 0.25 Coca Cola i glasflaske og sagde glædestrålende: »Se her, hvad jeg fandt i 7-Eleven, det er ligesom i gamle dage, sådan et par skal vi dele!« Jeg havde nu en hel karton stående og altid et par flasker på køl, men for min ven, der var ret ny i Thailand, var det en positiv overraskelse. Sandheden er, at thailændere foretrækker glasflasker, de mener nemlig, at de holder bedre på bruset end plastik – måske der er noget om snakken.
Der er masser af herlig nostalgi hernede. Jeg erindrer med glæde mit ophold i en mindre hyggelig thailandsk badeby med larmende højttalerbiler, som var et omrejsende cirkus kommet til byen i 1960'erne, 0.35 Coca Cola på flaske i natklubber og restauranter – ej at forglemme de ikoniske rillede Fanta-flasker – og barer, som spillede 60’er musik fra tidligt på dagen for det ældre herreklientel på min egen alder, selvom de set gennem mine briller syntes ældre. De syntes angiveligt det samme om mig – vi er nok mentalt unge i gammel krop.
Desuden var der adskillige piger i hot pants og små toppe – den slags driver masser af minder frem fra livet i de nordsjællandske og andre danske badebyer i perioden omkring "summer of 69" og begyndelsen af 70'erne – der strømmer tilsyneladende stadig noget gemt teenagerblod i årerne.
Men lidt nostalgi forstår man faktisk også Thailand en smule bedre. Vi, der er modne nok til, at have oplevet 1950’erne og de hæsblæsende 60’ere, har noget af det lidt tættere på, men ellers plejer jeg at sige, tænk på Matador. Der er mange ting fra den populære Tv-serie, som er værd at huske på i forståelse af nutidens thailandske kultur.
Manden er forsørger
Et emne, der ofte er oppe i debat og medier, er ægteskab – eller bare samliv – med en thailænder. Her er den lokale tankegang gammeldags, en mand er nemlig familiens forsørger, lige som han var det i gamle dage derhjemme. Jeg har hørt adskillige thailandske damer sige, at hvis en mand ikke kan forsørge, hvad skal hun så bruge ham til?
Hvis man skruer tiden tilbage, så var det ofte ligesådan derhjemme. Vi havde for øvrigt også ordet "fornuftsægteskab", hvor det måske ikke i første omgang var kærlighed, der drev forholdet, men fornuften – det at blive gift med en god forsørger. Forældrene eller familie kunne nogen gange godt have en finger med i spillet og sørge for, at passende fornuftige emner blev introduceret for hinanden.
Thailandske damer og ditto herrer er opdraget til, at manden er forsørger. Der er ikke ualmindeligt at han afleverer sin månedsløn til konen, som sørger for budget og økonomi og giver ham nogle lommepenge. Jeg blev forbløffet over, da vores unge pige i huset blev voksen nok til forlovelse, at hendes tilkomne pænt afleverede hele sin månedsløn til hende, mod lidt lommepenge. Hans for øvrigt gode månedsløn gik blandt andet på et tidspunkt til et nyt køleskab til hendes familie. Formålet med at begynde, at aflevere lønposen allerede under forlovelsen er, at den vordende ægtemand viser, at han kan forsørge en familie – og det tager ofte sin tid at kurtisere en anstændig thailandsk pige, så man skal have god tålmodighed i måske op til et par år, før man kan flytte sammen.
Vesterlandske mænd føler derimod hurtigt, at de bliver rippet i et forhold med en thailænder. Vi er jo efterhånden blevet vant til ligestilling, hver sin økonomi, og at begge parter forsørger familien. Der kan være nogle kulturkløfter, man skal navigere over, både hvis man vil bo i Thailand og i særdeleshed ved samliv med en thailænder.
Jeg kender thailandske mænd med udenlandske damer, hvor manden går meget op i sin forsørger-rolle, og jeg har såmænd også mødt en midaldrende thai-mand, der beklagede sig over, at hans unge danske kæreste var "dyr og krævende".
Sin sot
De fleste har sikkert også hørt om sin sot (sin sod), som er de penge en mand betaler i forbindelse med et bryllup. Dansk leksikalt kaldes det for "brudepris". Nogen gange betales der allerede noget ved en forlovelse. Formålet her er blandt andet også at vise, at manden råder over midler til at forsørge en familie. Desuden er det kompensation til brudens forældre, da manden tager en arbejdskraft fra dem – det er ofte kvinder, som arbejder. Hvis det nye par ikke straks stifter eget hjem, vil de ofte bo hos gommens familie. Sin sot kan også betragtes som "mælkepenge", kompensation for brudens opvækst.
Desuden er beløbsstørrelsen et statussymbol, da beløbet er afhængigt af familiernes status og i øvrigt vises offentligt frem ved et bryllup. Beløbene kan være ganske store i velstillede familier – popidolet Tata Young fik 100 millioner baht i sin sot ved sin forlovelse. Traditionen holdes i hævd, selv om mange familier i dag giver en del af pengene, eller alle pengene, til det unge par.
Same-same, but different – i Vesten må brudens far derimod til lommerne og yde medgift, for at komme af med pigebarnet – hvilket egentligt er ment som hjælp til at stifte eget hjem, samt i gammel tid kompensation for, at sønner havde arveretten.
Jeg har ikke styr på, hvor almindelig medgift er i dagens Danmark, men tilbage i tiden var det mere "same-same" end "different". Her var det ikke kun med bruden, at der fulgte en medgift. Helt frem til slutningen af 1800-tallet var det en tradition i det danske bondesamfund, at manden eller bruden bragte medgift med ind i ægteskabet – altså nogen gange kun manden. I bondesamfundet skulle medgiften først og fremmest sikre, at den nye familie havde et godt fundament. Hos adelen betød medgift tillige, at der blev skabt et symbolsk venskabsforhold mellem to familier. Traditionen gled gradvist ud sammen med fornuftsægteskaberne. Dog syntes brudens medgift at holde ved i ret lang tid og forekommer måske stadig.
Hjemme i Danmark var det i hvert fald tidligere – og er det måske stadig – kutyme, at brudens far betaler for bryllupsfesten. I Thailand er det gommen eller hans familie, der afholder gildet, hvilket kan blive ret kostbart, da brudens gæsteliste ofte er alenlang.
Wai
Tilbage i 50’erne og 60'erne, og tidligere tilbage i Matador-tiden – før alle skulle være "lige" – viste man også høflig respekt for folk med højere social status. Dengang brugte man tillige "De", når man talte med personer af højere status – eller høfligt i samtale med personer man ikke kendte personligt – i dag er "De" vist efterhånden mest forbeholdt tiltale af kongelige.
Thailænderne gør meget ud af høflig tale, hvilket gøres med ordene henholdsvis "ka" for kvinder og "khrap" for mænd – mænd der føler sig som kvinder kan bruge "ka" og omvendt kan tomboys anvende "khrap" – du kender udtrykket fra at sige "tak" på thailandsk, men henholdsvis kap khun ka eller kap khun khrap – kan også skrives vestlige tegn som "kop khun" – der kan oversættes som "takker Dem høfligst". Høflig tale indebærer et ka/khrap efter hver sætning. Det kan svare til englændernes ma'am og sir, vi har ikke noget tilsvarende på dansk. Jo flere af disse ka/khrap man kan putte ind i ordstrømmen – de fungerer som "fonetisk komma" – jo høfligere taler man. Prøv at lægge mærke til nyhedsoplæsere, speakere og værter i TV.
Tidligere gjorde mange også meget ud af høflig tale hjemme i Danmark. Jeg handlede en del til eksport med et lidt gammeldags firma i Store Kongensgade. Direktøren gav så sent som i begyndelsen af 1980'erne følgende ordre til en medarbejder på lageret: »Hr. Petersen, vil De være så venlig at pakke dette ind.«
Social Status er meget vigtig i Thailand og den vises respektfuldt gennem et wai, og hvem der hilser først og hvor dybt. Hvis ikke enhver thailænder, så ved i hvert fald de fleste thailændere nøjagtigt, hvor vedkommende er placeret i den sociale rangorden, og hvordan man hilser. Vi fremmede kan have svært ved det og nøjes bare med høflige wai, der ikke altid er korrekte, men det bæres der naturligvis over med, thi fremmede ved ikke bedre. Alene det, at vi fremmede forsøger at følge lokal pli og skik – takt og tone – er glædeligt anerkendt.
Meget kort og simpelt forklaret, så wai'er man ikke tilbage til butiksmedarbejdere, hotelansatte og andre servicearbejdere – men man kan vise tak for høflig opmærksomhed med et smil eller nik eller begge dele.
Man wai'er heller ikke til mindre børn, som ofte er oplært til at wai'e voksne. Sidstnævnte gengælder jeg dog smilende, hvis forældre er der og opfordrer barnet til et wai, da jeg synes det motiverer barnet. Forældrene syntes heldigvis at billige det – eller også er de bare høflige nok til, ikke at lade sig mærke af min takt-og-tone fejl. Generelt bør yngre altid høfligt wai'e til bekendte ældre, som man ikke skal forvente altid gengælder det, med andet end et nik. Derudover er det generelt høfligt at wai'e tilbage, når nogen wai'er – og husk et smil – selv om du holder noget i den ene hånd eller begge, bør du vise, at du forsøger et wai.
Sakdina
Det siges, at man ikke forstår Thailand, før man forstår sakdina (sakdi na), som er et hierarkisk socialt system helt tilbage fra 1400-tallet med inddeling i klasser. Sakdina blev officielt ophævet for lidt over 100 år siden.
Oprindeligt var Thailand et to-klassesystem – eliten og pøblen – hvor sidstnævnte var billig arbejdskraft og velvillige soldater for eliten. Sakdina-systemet definerede rollerne i samfundet for disse to grupper, hvordan de skulle interagere med hinanden og indbyrdes skabe en streng social orden, baseret på den værdi ethvert individ skabte. Stive kaster blev formaliseret inden for rækken af både adelige, det vil sige elite-klassen, og almindelige mennesker. Vær dog opmærksom på, at kvinder af ikke adelig fødsel og kinesere, betragtedes som uden værdi.
Meget kort sagt – det er lidt mere kompliceret – er systemet baseret på, hvor meget jord man har eller kontrollerer. Jorden kan være tildelt af kongen og størrelsen kan være afgørende for, hvor mange individer, man dermed har under sig. Sakdina kan bogstaveligt oversættes som ”område” (na) og ”magt” (sakdi), altså områdemagt (ordstilling er ofte omvendt i thailandsk). Nuvel, det er faktisk ikke så forskelligt fra tidligere tiders feudalistiske Danmark med herremænd – under adel og konge – og deres fæstebønder. Man kan om ikke andet tænke på Holbergs komedie "Jeppe på Bjerget".
Selv om sakdina officielt er ophævet, eksisterer dets rangorden stadig til i en vis grad og kan være forklaringen på, hvorfor at eje jord er så vigtig for thailændere. Det siges også, at en del af eliten stadig foretrækker to-klasse samfundet, hvor den hastigt voksende middelklasse, betragtes som en torn i øjet.
Middelklassen af højtuddannede og specialister er derimod en nødvendighed i et moderne samfund, hvor penge så også er blevet lig med social status. Det er derfor overordentligt høfligt, når en thailænder spørger dig om, hvor meget du tjener – forudsat spørgeren allerede ved, at du er rimeligt ved muffen – derved giver spørgeren dig mulighed for "at gøre ansigt" (make face). Nu kan du nemlig fortælle, hvor stor din indtægt eller formue er. Du kan også blive spurgt om, hvad noget dyrt har kostet. Husk altid, at "ansigt" er vigtigt i Asien, tillige placerer din økonomiske status dig i den sociale rangorden og dermed, hvor dybt et høfligt wai bør være – det vil sige, hvor højt hænderne skal være hævdet og om vedkommen tilmed bøjer hovedet.
Lige fra begyndelsen af mit mere faste ophold i Thailand hilste jeg altid høfligt på landsbyens ældre, som en respektfuld fremmed bør, og fik et beskedent nik retur. Men efter jeg byggede hus – og derved fik "mulighed for, at vise min status" – blev jeg høfligt wai’et af de lokale og så vidt muligt først, endda meget dybt af poo yai ban, landsbylederen (head-of-village), som om jeg er af høj rang.
Kinesere har sidenhen fået værdi
Kineserne er siden sakdina-æraen taget til nåde og i den grad optaget blandt eliten. Det er faktisk fint i dag, at være ud af kinesisk familie og allerhelst med en militærperson af høj rang et sted i den. I det gamle system var der adel og bønder, mens handel var noget, som kinesere – uden værdi – foretog. I et moderne samfund er handel uundværlig og driftige forretningsmænd bliver ofte velhavende – og kan tillige blive store jordbesiddere.
De kinesiske handelsfolk kom oprindeligt til Thailand som risopkøbere og sendte risen hjem til Kina. De begyndte efterhånden at etablere rismøller og bo en del af året i Thailand og eksportere den afskallede ris. Flere af de kinesiske handelsmænd fik sig tilmed en "mia noi" – noi betyder lille og mia, kone – altså "lille kone". Denne praksis har været almindelig i thailandsk kultur i århundreder. Selv nu, har et stort antal thailandske mænd både en mia luang – en stor kone – og desuden en mia noi. Det er ikke ualmindeligt, at meget rige thailandske mænd har flere mia noi (jeg drømmer stadig om at vinde en EuroJackpot).
Med tiden blev de fleste af kineserne fastboende. Omkring århundredeskiftet 1900 var halvdelen af Bangkoks anslåede 500.000 indbyggere, kinesere.
Mange store thailandske virksomheder er grundlagt af kinesiske handelsfamilier. Der tales om "The Big Six" – de seks store – kinesiske forretningsklaner: Chearavanont, Chirathivat, Yoovidhya, Sirivadhanabhakdi, Srivaddhanaprabha og Bhirombhakdi. Disse ret lange familienavnene – ja, jeg har også svært ved at fange alle stavelserne – siger nok ikke så meget, men hvis jeg tilføjer virksomhedsnavne, ændrer det sig til noget meget mere velkendt:
Det er i dag høj status at være ud af kineserfamilie, og hvis man tjekker familienavne i både forretningsverdenen og politik, vil man finde kinesisk dominans.
Har familienavnet fire stavelser – eller flere – er det med stor sandsynlighed en familie, der er blevet borgere sent, altså kinesere. De oprindelige thailandske familienavne har to eller tre stavelser.
Da man begyndte med familienavne, skulle alle familier vælge et familienavn på to stavelser med unikke lyde, og da de muligheder var opbrugt, blev det til tre stavelser, og så videre. Da kineser-indvandrerne for alvor blev thailændere og derfor skulle vælge et thailandsk familienavn, var der kun fire-stavelses – eller endnu flere stavelsers – navnemuligheder tilbage.
Har ikke adelige kvinder også fået værdi?
Min søde kæreste fortalte mig, at når et drengebarn bliver født, er det, som en gave Buddha har sendt fra himlen. Men når et pigebarn kommer til, bliver det betragtet som om nogen har placeret det lille hus foran det store hus – hun sagde det så lidt mere direkte: "At nogen har sat toilettet foran huset".
Hjemme i Danmark fik kvinder lov at studere i 1875, men fik ikke stemmeret før i 1915. Kvindebevægelsen opstod i 1871 med det formål, at afskaffe diskrimination mod kvinder og bekæmpe mandsdominans i samfundet. Kvindekampen synes stadig her i 2023, at foregå i dagens Danmark.
Thailandske kvinder fik lov at studere fra 1920 og fik stemmeret i 1932, som de første kvinder i Asien. Angivne lønsatser – inklusive mindsteløn – er ens for kvinder og mænd. Selvom kvinder er underrepræsenterede i thailandsk politik, så er de generelt ganske stærke og beklæder høje positioner i samfundet. Og er kvinder ikke helt i frontlinjen, så gælder udtrykket, som sammenligner kvinder med "en elefants bagben" – hvilket betyder, at de spiller en stor rolle bag kulisserne, ved at støtte mænd og være produktive medlemmer af økonomien.
Der var også flere stærke kvinder bag frontlinjen i Matador.
Så ja, kvinder har også fået værdi og den thailandske forfatning siger da også, at alle borgere skal nyde lige beskyttelse under loven uanset oprindelse, køn eller religion. Trods dette, er der kulturelle barrierer. I Theravada-buddhismen er der for eksempel en tro på, at kvinder skal genfødes som mænd for at opnå nirvana. Kvinder må heller ikke berøre en munk eller berøres af en munk.
Religiøs ulighed i forhold til kvinder forekommer tilsyneladende også stadig i Danmark. Jeg læste i nyhederne, at "SVM-regeringen har endnu ikke taget stilling til, om den vil fjerne en undtagelse fra ligebehandlingsloven, der giver menighedsråd lov til at frasortere kvindelige ansøgere, når der skal ansættes en præst."
På trods af Thailands ry for at være et center for sexturisme og prostitution, er synspunkter om kvinder faktisk ret konservative. Hengivenhed mellem mænd og kvinder er ilde set – man går ikke rundt og holder hånd eller kærtegner hinanden – og i nogle kredse forventes kvinder at være jomfruer, når de bliver gift. Selvom dating i vestlig stil er blevet mere almindelig blandt en del thailændere, foregår mange direkte møder mellem mænd og kvinder – som ikke er familiemedlemmer – stadig efter bestemte regler. Den vigtigste er, at en mand og kvinde ikke kan mødes alene på et lukket sted, så kvinden vil ofte medbringe en chaperone, en veninde som alene er med af hensyn til anstændighed og ordentlighed.
Så, hvis du dater en thailandsk dame, og din date har en veninde med, kan du godt slukke julelysene, for det betyder ikke oplæg til noget kinky senere på aftenen, men derimod det stik modsatte. Du dater tilsyneladende en anstændig pæn dame. Også når en kvindelig studerende mødes med en mandlig professor, vil hun normalt tage en veninde med. Forretningsmøder mellem mænd og kvinder er derimod ikke noget problem.
.png)
, hvor du også kan kommentere og selv starte en tråd, hvis du bor i Thailand, påtænker at bosætte dig der, eller er trækfugl og opholder dig en del af året i Smilenes Land…
203