Det siges ofte, at den thailandske sexindustri opstod under Vietnamkrigen. Her blev op til 700.000 amerikanske soldater årligt, fra midten af 1960'erne, sendt på ugelangt R&R – rest and relaxation, dansk: hvile og afslapning – i fiskerbyen Pattaya, sydøst for Bangkok, nær den amerikanske U-Tapao flybase.
Hoteller blev overtaget af det amerikanske militær. Barer og natklubber dukkede op over hele byen og tusindvis af piger blev ansat, med stiltiende opmuntring fra både de thailandske og amerikanske regeringer, for at hjælpe de amerikanske soldater med at slappe af. Efter krigens slut i 1975, kom Pattaya aldrig tilbage til sin tidligere status som fiskerby. I stedet fortsatte den med at vokse og blev en populær turistmagnet, både for lokale fra Bangkok og internationale besøgende, hvilket styrkede dens status som en stor ferieby, såvel som dens renommé, som "verdens største sexmarked".
Sexindustrien fandtes længe før Pattaya
Faktum er derimod, at sexindustrien fandtes længe før de amerikanske soldater kom og Pattaya fik vokseværk. Ifølge historikere, var det en blot en beskeden del af en eksisterende industri, som ændrede forretningsplan, for tillige at servicere amerikanerne.
Sexindustriens udvidelse med den såkaldte sexturisme udgør stadig kun en mindre del, anslået til under 10% – nogle siger endda knap 5% – resten er rettet mod thailændere og andre asiatere. Cirka 15% af thailandske mænd besøger en sexarbejder mindst en gang om måneden.
Prostitution var lovligt indtil 1966 og dermed faktisk delvist ulovligt, dengang de amerikanske soldater flokkedes i Pattaya. Det er lovligt at betale for sex, hvis det er aftalt, men i henhold til loven kan sexarbejdere anholdes og få en bøde, hvis de selv henvender sig til potentielle kunder, samt annoncere deres tjenester eller arbejde på bordeller.
Massagesaloner, også kaldt "soapy massage" – ikke at forveksle med almindelig Thai-massage – gogo-barer, karaokebarer og lignende etablissementer er imidlertid reguleret i henhold til Underholdningsloven og skal have en licens. Selvom Underholdningsloven ikke udtrykkeligt tillader prostitution, tillader den "servicepartnere", "udbydere af badetjenester" og lignende. Underholdningsloven skelner mellem forskellige typer ansatte, hvor nogle skal bære røde cirkulære skiver med deres nummer, mens ikke-seksuelt servicepersonale er forpligtet til at bære blå cirkulære skiver med nummer.
Sexindustrien trivedes allerede i Ayutthaya-riget
Thailand har faktisk en lang historie med statsinvolvering i prostitution, herunder både regulering og direkte drift af bordeller. Tilbage i Ayutthaya-kongeriget fra 1351-1767 var prostitution lovligt og beskattet, og der var statsdrevne bordeller.
Det bør tilføjes, at der er intet ord er for "prostitution" i thailandske ordbøger. Thailændere bruger normalt parafraser som "kankha praweni", handel med sex, eller "kan khai tua", salg af kroppe. Udtryk som "ying ngam mueang" bruges også for at udpege prostituerede, hvilket bogstaveligt talt betyder "pige smuk by", altså "byens smukke piger" (pretty girls of the city). Nu til dags ses ordet "pretty" alene, altså "smuk", ofte som benævnelse for prostituerede kvinder.
Bangkok og kinesiske te-huse
Udtrykket "ying yam cha", der betyder "te-servitrice" er en særlig forklaring værd. "Ying" betyder pige, mens "yam" er kantonesisk udtale af mandarin-sprog for drik, og "cha", te. I 1800-tallets Bangkok var der mange såkaldte te-huse, der tillige ofte fungerede som bordeller. Selv om det senere ikke var alle ying yam cha, der servicerede klienter med seksuelle tjenester, er udtrykket dog nu synonymt med lavklasseprostituerede. I 1800-tallet importerede man tilmed kvinder, for at have stort nok udbud.
Den massive og kontinuerlige immigration af kinesere begyndte da kong Taksin (regent 1767-1782) af kinesisk oprindelse, grundlagde en ny hovedstad, Thonburi, længere nede ad Chao Praya-floden, efter burmeserne havde besejret og ødelagt Ayutthaya. Taksin-perioden kaldes Thonburi-kongeriget.
Da general Chakri overtog magten som Rama I (regent 1782-1809) og grundlagde det nuværende dynasti, blev hovedstaden flyttet til den modsatte flodbred på øen Rattanakosin, hvor den portugisiske handelsstation Bangkok lå. Rattanakosin lagde også navn til kongeriget frem til revolutionen og enevældets ophør i 1932.
Bemærk, at kongerigerne har navn efter beliggenhed. Egentlig er der tale om bystater, en uafhængig suveræn by, der fungerer som centrum for politisk, økonomisk og kulturelt liv. Omkring bystaten fandtes vasaler, som oftest forvaltedes af bystaten og betalte tribut til denne. Folket kaldte selv landet for Mueang Thai, altså Thai-bystaten, hvilket egentligt betyder "den fri bystat". Siam var derimod rigets udenlandske navn fra 1782 til 1939, hvor nationen officielt skiftede navn til Thailand, "det frie folks land". Landet blev aldrig koloniseret.
De fleste af de kinesiske immigranter var enlige mænd, der tog til udlandet for at arbejde i nogle år. På grund af den store kløft mellem kønnene – kun mellem 2 og 10 procent af kineserne var kvinder – blev antallet af bordeller mangedoblet både i Bangkok og i store provinsbyer. Kinesiske piger fik lov til at komme ind i Siam, for at arbejde som prostituerede. De fleste af disse piger var kantonesiske, da "kantonesiske familier blev sagt, at være villige til at gøre alt for penge, herunder at sælge deres døtre". Det er dog velkendt blandt historikere, at en række af disse "kinesiske" prostituerede faktisk var siamesiske piger – altså thailændere – der blot anvendte kinesiske navne, da disse var nemmere at udtale for kunderne.
Vejskat og legaliseret bordeldrift
Under Rama IV, kong Mongkut (regent 1851-1868), og Rama V, kong Chulalongkorn (regent 1868-1910), var der en særlig prostitutionsskat, kaldt "Skat til forbedring af vejene" – phasi bamrung thanon – rent faktisk blev skatten dog også brugt på anlæg af kanaler.
I begyndelsen af 1900-tallet var gadeprostitution udbredt, så i 1908 indførtes legaliseret bordeldrift, og der blev ydet lægehjælp til sexarbejdere i henhold til loven om forebyggelse af smitsomme sygdomme.
I 1920'erne blev biografteatre typiske opsamlingssteder, og Bangkok havde tilmed både eksklusive klubber, såvel som gadeoptræden, med erotisk underholdning. Kritikere mente, at byen begyndte at ligne Paris.
Den japanske besættelse fra 1941 til 1945 førte til etablering af adskillige bordeller, til at betjene japanske soldater.
Hvor mange sexarbejdere var og er der
Omkring 1960 blev det estimeret, at der var 300.000 sexarbejdere alene i Bangkok, mens antallet af turisthotelværelser i byen var knap 900 og det årlige antal turister 40.000 – så det var næppe "sexturisme", som dengang var drivkraften i forretningen.
Det var først da Don Muaeng-lufthavnens landingsbane blev udvidet til jetfly i begyndelsen af 1960'erne, at turistantallet steg. Det gjorde det tilmed hastigt til 600.000 i 1970, hvor byen rådede over hele 7.000 hotelværelser.
Antallet af nutidige sexarbejdere i landet er baseret på skøn. Fra mere officiel side anslås antallet, at være mellem 30.000 og 80.000 på landsplan, mens det af mange NGO-grupper opgøres til mellem 300.000 og 800.000. Enkelte mener, at tallet er hele to millioner. Worldmetrics opgør det mere beskedent til omkring 125.000 i 2024-rapporten, hvoraf 60-70% er migranter fra nabolande. Rapporten anslår, at en ud af 30 thailandske kvinder har været sexarbejder.
Flerkoneri
Flerkoneri – polygami – var tilladt indtil 1. oktober 1935. Familieloven opdelte hustruer i tre kategorier i overensstemmelse med, hvordan de blev hustruer:
Den første blev kaldt "mia klang muang", "byens hustru", altså den officielle hustru. Hun var den kvinde, som mandens forældre havde "skaffet til ham".
Den anden var kendt som "mia klang nok", egentlig "mellemste fremmede hustru", men kaldt den "mindre hustru". Hun var den kvinde, som manden spurgte efter.
Den tredje var "mia klang thasi", en titel givet til en "slavehustru", hvor mor og far hos den tidligere ejer gav samtykke.
Børn af disse hustruer blev alle anerkendt som legitime.
Selvom flerkoneri blev afskaffet, findes det stadig i form af en "mia noi", der kan oversættes til "lille kone" eller "mindre kone". Mia noi kan sidestilles med en "konkubine", der beskrives som er en kvinde i et ægteskabslignede forhold til en mand af en højere social status.
At have en mia noi er bredt accepteret. Den nuværende konge, Vajiralangkorn (Rama X), har også en mia noi, Sineenat Wongvajirapakdi, bedre kendt med kortnavnet "Goy" eller "Koi". Hun har officiel titel som Chao Khun Phra, hvilket kan oversættes til "kongelig gemalinde".
Førstehustruen benævnes som "mia luang", "hovedhustru". I mange tilfælde, hvis ikke de fleste, er mia luang klar over en mia nois eksistens og vælger at tolerere det. Mia noi er ofte yngre og opfylder følelsesmæssige og fysiske behov, der måske mangler i det primære ægteskab.
Mia noi eller konkubine var allerede udbredt blandt velstillede kinesiske købmænd fra engang i 1800-tallet. De kinesiske købmænd – der hovedsageligt opkøbte ris, som de sendte hjem til Kina – havde deres hustru derhjemme. Men da de opholdt sig omkring halvdelen af året i Bangkok, byggede de også hus der og installerede en lille kone i det.
Mia luang har en højere status – herunder legitim hustru – og har mere formel anerkendelse i ægteskabet, mens mia noi betragtes som sekundær. Hun er, ligesom konkubiner, statusmæssigt placeret mellem hustru og elskerinder.
En mia noi er almindeligvis økonomisk afhængig af samtykkeforholdet, da manden normalt dækker leveomkostninger og oftest tilbyder en bedre livskvalitet, end kvinden kunne opnå selvstændigt.
Når en ægtemand engagerer sig i mia noi-forhold, anses det som visning af rigdom og succes, altså "make face". At have en mia noi kan derfor også være forbundet med magt og indflydelse – især mænd med flere mia noi'er, anses som meget succesfulde.
Nu til dags bruges udtrykket mia noi også nogen gange til at beskrive affærer eller forhold uden for ægteskabet – elskerinde – især når den primære hustru ikke er klar over eksistensen af "den lille kone". Den gængse betegnelse for en elskerinde eller et mere løst forhold, er derimod "gik".
Sidespring
Det nævnes ofte, at thailandske mænd ligger i top med hensyn til utroskab, hvilket også nævnes som en af årsagerne til, at thailandske kvinder foretrækker vesterlandske mænd.
Statistisk indrømmer 54% af gifte thailandske mænd nemlig i Durex-undersøgelsen fra 2015 – der var den første globale – at de har sidespring. Damernes kan dog også have et forhold ved siden af, nogen gange benævnt som "bua noi", der direkte oversat betyder "lille lotus", men der menes "junior" eller "yngre mand".
En del thailandske kvinder går også på karaokebar og betaler unge thailandske mænd for deres tjenester. Ja, selv yngre kvinder siges at gøre dette.
Faktisk er sidespring hos gifte thailandske kvinder større end blandt ægtemændene, da damerne klarer distancen med hele 59%, hvilket bringer den samlede score for thailandske ægtefolk op på 56% og dermed en global førsteplads.
Det bør for en god ordens skyld tilføjes, at danskerne erhvervede en flot sølvmedalje i denne disciplin i 2015, men kunne dog ikke holde distancen og er senest raslet helt ned på en beskeden sjetteplads i Illicit Encounters-undersøgelsen fra 2023, mens thailænderne suverænt beholdt førerpositionen.
Same-same, but different
Jeg har en bekendt, en attraktiv flot kvinde omkring 30 år, en succesfuld forretningsdame, der sælger moderigtigt dametøj til både lokale og turister. En mand som forsørger, er der ikke behov for, så når lysterne melder sig, besøger hun nogle natklubber. Hun fortalte mig, at hvis hun finder en passende ung vesterlandsk fyr – hun er kræsen, så han skal være noget særligt – får han lov til, at tage hende med på sit hotel. Når han har udført det forventede, daffer hun af. Hun smider dog altid fem tusind-baht-sedler på sengen – han skal nemlig være klar over, at han ikke har scoret en gratis thailandsk pige, hun har derimod købt ham.
31