Historie og kultur:

Farang

27. oktober 2024

Du er uden tvivl stødt på ordet "farang" – på Isaan-dialekt udtalt som falang, da laoter ikke kan udtale "r" – det er det, vi vesterlændinge bliver kaldt hernede i Sydøstasien. Jeg fik i sin tid fortalt to historier om, hvordan udtrykket opstod, og fandt senere frem til en tredje, som nok er det korrekte ophav.

Hvordan har du det for øvrigt med at blive kaldt farang, føler du, at det er racistisk?

Det forklares, at udtrykket begyndte at blive bredt anvendt under Vietnamkrigen, da det amerikanske militær oprettede baser i Thailand. Denne praksis spredte sig til Bangkok og med turismen videre ud over det ganske land. Sorte mennesker blev endda kaldt "farang dam", da "dam" betyder sort på thailandsk.

Thailands Royal Institute Dictionary, den officielle ordbog over thailandske ord, beskriver farang som "en person af hvid race".

"Farang yam" er derimod "sød kartoffel" på thailandsk, altså grøntsagen yams, mens almindelig kartoffel kaldes "man farang". "No mai farang" er asparges, og de kan også være hvide. Farang er tillige det thailandske ord for guavafrugten, der blev introduceret af de portugisiske handelsfolk for omkring 400 år siden.

En af forklaringerne på udtrykket farang om en vesterlænding, er en lidt nedladende sidestilling med kartoffel eller en bleg grøntsag eller frugt. Desuden findes udtrykket "farang khi nok", der almindeligvis bruges som en fornærmelse mod en person af hvid race, svarende til hvidt affald, da "khi" betyder afføring og "nok" betyder fugl – så udtrykket refererer til den hvide farve i fugleklatter. Visse damer bruger vist fornærmelsen om nærige hvide mænd.

En anden forklaring er, at ordet stammer fra Cambodja, hvor de første vesterlændinge var franske – français – som lokalt blev udtalt som "farangsais" og forkortet til farang. Derfra spredte udtrykket sig til Thailand. Cambodja var tidligere en del af thai-kongeriget.

Den korrekte farang-oprindelse

Lad os bare holde fast i det franske, vi er på rette spor, men vi skal faktisk helt tilbage til Julius Cæsars tid. For her beskrives første gang et germansk folk, som kaldes "frankerne" – på latin "francus" – der havde kontrol med områder på begge sider af Rhinen.

Efter at frankerne havde kæmpet sig helt ned til Spanien gav den romerske kejser Julian dem en stor del af Gallia Belgica – den nordlige og østlige del af nutidens Frankrig samt den vestlige del af Belgien – hvorefter frankerne blev forbundsfæller for Romerriget.

Frankerne skiftede med tiden deres keltiske religion, og dermed Odin, ud med kristendom. Frankerriget udviklede sig til et magtcentrum, hvoraf både Frankrig, Tyskland og en række mindre stater opstod.

Under korstogene (1096-1291) og etableringen af korsfarerstaterne, kom den vesteuropæiske og islamiske verden i langvarig kontakt med hinanden. Mange korsfarere talte gammelt fransk sprog, hvorved betegnelsen "frank" – eller dets tilsvarende lokale udtryk – fra det 12. århundrede og frem, blev brugt af både middelaldergrækere og muslimer, til at henvise til enhver korsridder eller latinsk kristen.

I Persien kaldtes frankerne for "farang". Gennem muslimske handelsrejsende blev det persiske farang-udtryk – og beslægtede ord som "Farangistan" – spredt til sprog i Sydasien og Sydøstasien.

Farang som værge

I det berømte buddhistiske Wat Pho-tempel i Bangkok – det er derfra traditionel thai-massage stammer og den 46 meter lange forgyldte Buddha ligger – er en af vogterne en farang (se foto), kendt som "Farang Gurdia", gurdia betyder egentligt værge.

Det er en bemærkelsesværdig statue, hvis oprindelse er knyttet til de kulturelle udvekslinger mellem Siam og Vesten i det 19. århundrede. Siam er det tidligere navn for Thailand.

Figuren er udformet i en stil, der afspejler både traditionel thailandsk kunst og vestlige påvirkninger. Den viser den blanding af kulturer, der karakteriserede denne thailandske periode. Den tjener som repræsentation af samspillet mellem Siam og fremmede magter i en tid, hvor mange sydøstasiatiske nationer stod over for kolonialt pres, mens Thailand, som eneste nation, forblev selvstændig, men med megen britisk påvirkning.

Skulpturen menes at være blevet skabt i midten af 1800-tallet – perioden 1824–1851 nævnes – på den tid hvor kong Rama IV (Mongkut, regent 1851-1868) begyndte at modernisere kongeriget og engagere sig i vestlige normer.

Du kender måske til kong Mongkut fra 1999-filmen Anna and the king, med Jodie Foster i rollen som Anna. Filmen er halvt dokumentarisk og halvt fiktiv. Den handler om Anna Leonowens (1831-1915) – en indisk-født britisk rejseskribent, pædagog og social aktivist – der blev ansat af kongen som engelsklærerinde. Beretningen blev kendt fra den amerikanske forfatter, Margaret Landons (1903-1993) bog, Anna og kongen af Siam fra 1944. Bogen blev omsat til både Broadway musical-succes i 1951 og senere film i 1956, begge med titlen The King and I. Bog og alle film er forbudt i Thailand, da de indeholder fiktivt materiale om kongen.

Farang er OK for mig

Uanset hvor meget, jeg måtte forsøge at integrere mig, vil jeg altid være en hvid fremmed, en farang. At blive kaldt det, er også Okay, for jeg er af den opfattelse, at det lige så vel kan menes kærligt eller venligt.

I en periode gik jeg næsten hver dag fra min lejede bungalow ned til stranden. På min vej passerede jeg nogle primitive typisk thailandske træhuse, hvor der ofte stod en ældre dame i sort tøj, foroverbøjet og fjernede ukrudt på grunden. Jeg havde gjort det til en vane, altid at hilse på landsbyens ældre med et høfligt wai – det var jo deres by, og jeg var gæst – så jeg hilste naturligvis også på den ældre dame, på min vej til stranden.

En dag kom en yngre dame til min kæreste i bungalowen og sagde, at den gamle dame ville sælge sin grund. Men hun ville ikke sælge til naboen, som var interesseret i den – hun brød sig ikke om nabofruen – men den flinke farang, der altid hilste så pænt, måtte gerne købe den for samme pris, som naboen havde betalt for den tilsvarende størrelse grund ved siden af hendes.

Farang om mig, bliver dog kun brugt af thailændere, der ikke kender mit navn, ellers er jeg "khun Per", hvilket her betyder "hr. Per". Same-same, but different: Siden jeg købte jord og byggede hus, er jeg steget opad i lokal-hierarkiet til et niveau af husejer-status. Så, i dag er det de lokale, der hilser høfligt på mig – og de fleste siger tillige "sawasdee khun Per".

Hvordan har du det, med at blive kaldt farang?

---

Se også:



Du kan følge andre danske i Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand, hvor du også kan kommentere og selv starte en tråd, hvis du bor i Thailand, påtænker at bosætte dig der, eller er trækfugl og opholder dig en del af året i Smilenes Land…