Same-same, but different:

Sangerinde-pavillon vs cafe og karaoke…

20. oktober 2024

De fleste af os danskere kender angiveligt eller har hørt om "Bakkens Hvile", den sidste danske still standing strong sangerinde-pavillon. Men tidligere var der adskillige af dem i det københavnske forlystelsesliv, der hovedsageligt udspillede sig ude på det mere landlige Frederiksberg – velkendte Lorry i Allégade begyndte for eksempel som sangerinde-pavillon – samt naturligvis helt ude i skoven på Dyrehavsbakken.

Hvad måske færre er klar over, så startede fænomenet så fine steder som Hofteatret og Hotel d'Angleterre tilbage i begyndelsen af 1800-tallet – det menes helt præcist at være i 1823 – da tyrolerfamilien Feruzzi kom til landet og optrådte disse to steder. Familien bestod af far, mor og en del voksne børn, som både spillede på forskellige instrumenter og udførte vokalnumere. Det nævntes, at flere af familiens medlemmer "besad smukke Stemmer". Ellers var den slags underholdning kun kendt fra gademusikanter, der besøgte byens baggårde, eller fra telte i Dyrehaven, hvor "harpepiger" og guitarister spillede på den tids yndede instrumenter.

Publikumsinteressen svigtede imidlertid Feruzzi-familiens angiveligt fremragende præstationer – besøget var for ringe og fortjenesten ligeså – så til sidst drog familien fra værtshus til værtshus for, "paa denne kummerlige Maade at friste deres Liv, indtil et barmhjertligt Skib førte dem bort fra det utaknemmelige Kjøbenhavn, der dengang saa ilde vidste at skjønne paa sande Fortjenester".

Men familiens besøg var dog ikke helt forgæves. Det blev starten på en udvikling, som den moralske københavnerpresse betegnede som "sangeruvæsnet". Det beskrives, at en spinkel stemme problemløst kunne reddes i land af en god fysik og et par anstændige ben. Overalt i byen åbnede sangerinde-templer, på et tidspunkt nåede man op på 31 forskellige pavilloner.

På et gammelt træsnit fra C. Ferslew & Co. fra sidst i 1870'erne, går en af syngepigerne rundt blandt publikum med en tallerken, som tilskuerne kan donere en erkendelighed på – ser ud til at herrens erkendelighed også er, at holde på syngepigens arm – denne såkaldte "tallerkenvals" blev dog forbudt i 1883.

"Dannede mennesker vidste nok, hvad der foregik", og så var det op til politiet at træffe de nødvendige foranstaltninger, hvorefter ingen under 18 år måtte optræde som sangerinde – "navnlig ikke fruentimmer, der ikke havde deres forældres eller værges samtykke" – og "fruentimmer, der i forvejen var kendt som uanstændige", måtte slet ikke underholde med nogen form for kunstnerisk virksomhed i byens sangerindepavilloner. For en sikkerheds skyld, blev der af sædelige årsager endda opsat et "moralgitter" foran scenen, for at "borgerskabets sønner ikke skulle falde for disse scenens fristerinder". I stedet for tallerkenvals begyndte publikum bare at kaste mønter op til pigerne.

Ikke godt, men specielt…

Da mine Thailands-rejsevante venner i 2001 nærmest tvang mig med ned på en ø i den sydlige ende af Golfen, inviterede de mig ind på et sted, som jeg absolut skulle opleve – det viste sig at være en thailandsk sangerinde-pavillon…

Ved alle Egyptens guder – og flere til, for at være på den sikre side – det var mildest talt en særdeles rædselsfund sangoplevelse. Årsagen til "rædsel" var min professionelle musikbranche fortid, som fluks blev gemt væk. Yngre damer stillede sig efter tur op på en scene med en mikrofon og sang til noget forlods indspillet musik, der nærmest lød som et keyboard med rytmeboks. Numrene var angiveligt thai-ballader – for de indfødte formodentligt velkendte – for os få fremmede nærmest at betegne, som eksotisk anderledes. Min ven undskyldte de optrædende med: »Jeg sagde ikke, at det er godt, kun at det er specielt!«

Tilsyneladende havde publikum – og jeg skal for en god ordens skyld tilføje, at mine to danske venner og jeg var de eneste udlændinge i det ellers overordentligt velbesøgte etablissement – en aldeles modsat opfattelse, thi igen og igen blev der båret kranse af kunstige blomster op til syngepigerne og hængt om halsen på dem.

Min venner kunne ikke dengang forklare mig yderligere, hvad der foregik. Senere, da jeg blev fastboende og fik thailændere som venner, fandt jeg ud af lidt mere. Nemlig, at når en pige var færdig med sin sang, afleverede hun sine blomsterkranse ved siden af scenen, hvorfra de blev solgt på ny til herrer blandt publikum, som gik op og gav dem til en anden pige – eller i nogle tilfælde bad en servitrice om at udføre ritualet og pege på giveren, som besvarede med et nik.

Jeg blev klar over, at dette var en same-same, but different sangerinde pavillon, som der faktisk var flere af på både øen, såvel som andre steder i Thailand. En blomsterkrans kostede 100 baht – det gør den måske stadig – hvoraf syngepigen fik 50 baht og "huset" de resterende 50 baht. Det er tilsyneladende en sydøstasiatisk udgave af de danske syngepigers tallerkenvals og senere møntkast gennem moralgitteret.

Jeg blev også klar over, at sangerindernes sangtalent tilsyneladende heller ikke var så afgørende en faktor – mit tidligere så professionelle musikalske gehør var altså heldigvis stadig rimeligt intakt. Sangerinden ville efter endt sang gå ned til herren eller herrerne og takke for blomster. Hun kunne så blive budt på en drink og tilbudt lidt "drikkepenge" for, at blive siddende ved et bord og holde en gæst med selskab – gæsten kunne også "holde på syngepigens arm"…

Mine fotos er fra et senere besøg sammen med thailændere i den sangerinde-pavillon, som mine venner "tvang mig" med ind i. Et sådant etablissement kaldes "karaoke", men bør ikke forveksles med de mere almindelige karaoke-steder, hvor man har en karaoke-maskine, en skærm med tekster, og det er gæsterne selv, der synger. Der er dog også ofte værtinder på de almindelige karaoke-steder, som man kan invitere med ind i en privat kabine og synge duet sammen med – eventuelt flere værtinder, hvis man er til kanon eller korsang…

Der findes en lidt mere hi-so udgave af sangerinde-pavillon, som kaldes "cafe", hvor sangerinderne ofte er i elegant aftenkjole. Desværre nåede jeg ikke forbi det fine lokale cafe-sted til en fotosession, før det lukkede under Covid-pandemien, og da det er endnu ikke genåbnet, må I undvære fotodokumentation.

"Cafe" er tilsyneladende her lånt fra amerikansk, hvor det betyder bar eller natklub – en af de legendariske natklubber på Samui hed for eksempel Sweet Soul Cafe. Café i den franske – og tillige danske – udgave, hvor der serveres kaffe, hedder "coffee shop" på amerikansk. Forskel på karaoke og cafe er tillige, at karaoke kun serverer drikkevarer, mens en cafe også kan servere mad, som i den britiske version af "cafe".

Dannede mennesker ved nok, hvad der foregår…

Det siges, at i både karaoke-sangerindepavilloner og den mere elegante cafe-natklub, kan man som gæst forhandle med sangerinderne om, at gå med hjem efter lukketid – muligvis før, ved at betale lidt "barbøde", på engelsk "bar fine", jeg har dog ingen erfaring derud i, så der er alene en formodning – eller til et såkaldt "love motel" eller "short time hotel", hvor bilen tilmed kan parkeres udenfor værelset bag et forhæng, så ingen uvedkommende kan se hverken bil eller nummerplade.

Nogle af fortidens københavnske etablissementer fungerede tilsyneladende på tilsvarende vis. I bogen "Storm P. og kvinderne" skrives om forlystelseslivet i begyndelsen af 1900-tallet og specifikt om sangerindepavilloner, "hvor de underbetalte danse- og syngepiger kan tjene lidt ekstra ved at prostituere sig" – som tidligere nævnt: "Dannede mennesker ved nok, hvad der foregår". En del københavnske hoteller udlejede også værelser på "timebasis".

Forfatter og københavnerkronikør Carl Quistgaard Muusmann (1863 - 1936) skrev om sangerindepavillonerne, at det farlige var, at man ikke opdelte sig efter klasser. Denne klasseblanding var ikke populær hos bourgeoisiet, hvor borgerskabets mødre frygtede, "at deres forvorpne Sønner skulle forelske sig i en sådan falden Kvinde". Det skete imidlertid af og til, og det skabte stor social skandale, hvis de tilmed giftede sig med hende. Den slags kunne forhindre lukrative ægteskabelige alliancer, som de socialt entreprenante mødre var mestre i at spinde. Fruerne frygtede også, at deres ægtemænd skulle indlede en affære med en "knejpesangerinde", og installere hende i en lille lejlighed, hvor der så kunne dyrkes lidt udenomsægteskabelig adspredelse.

Selv om flerkoneri blev forbudt i Thailand for snart 100 år siden – det var i 1935 – har det i praksis fortsat med at fungere i bedste velgående. Det sker i form af en "mia noi", der direkte oversat betyder "kone lille". Hun vil ofte være en yngre kvinde – der sagtens kan komme fra en karaokebar eller sangerindepavillon – etableret i en sin egen bolig eller "lille lejlighed, hvor der så kan dyrkes lidt udenomsægteskabelig adspredelse".

Jeg kender et sådant tilfælde i nabolaget med en nu forhenværende karaoke-sangerinde. Og jeg kender faktisk til en del mia noi-forhold, men ved dog ikke om kvinderne der, eventuelt også har en fortid i et sangerindetempel eller lignende etablissement.

Og lukrative ægteskabelige alliancer, måske endda foranlediget af entreprenante mødre, forekommer også i Thailand. Nogen vil kalde det for "arrangeret ægteskab", men vi havde vel noget lignende hjemme i Danmark med såkaldt "fornuftsægteskab".

Jeg erfarer tit, at hvis man tænker tilbage på, hvordan Danmark var før i tiden – ofte bare tilbage til Matador-perioden, som mange kender fra Tv-serien, eller endda 1950'erne – så er Thailand såmænd ikke så forskellig endda…

---



Du kan følge andre danske i Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand, hvor du også kan kommentere og selv starte en tråd, hvis du bor i Thailand, påtænker at bosætte dig der, eller er trækfugl og opholder dig en del af året i Smilenes Land…